onsdag den 24. september 2014

Høst

I går skinnede efterårssolen og jeg var et smut i haven for at høste lidt ingredienser til aftensmaden. På menuen stod blomkålssuppe, fordi vi havde et halvt blomkål i køleskabet, som trængte til at blive brugt. I haven hentede jeg: kartofler, squash, bønner og rødbede. Tilsammen blev det til suppe med bacon, hvidløgsstægte grønne bønner og pink boller.

Madoplevelsen bliver altid meget bedre, når maden kommer fra egen have. Jeg elsker det!



Jeg laver for det meste mad lidt på gefühl. Men en ca. opskrift kunne være:

Suppe
1 løg
7 små kartofler
½ blomkålshoved
½ squash (vores er runde og på størrelse med en børnehåndbold)
Bouillon så det dækker grøntsagerne
Masser af frisk basilikum
1½ dl piskefløde
Salt
Peber
Sambal oelek

Løg svitses
Kartofler kommes i sammen med bouillon. Lad koge et par minutter.
Blomkål og basilikum kommes i. Lad koge et par minutter.
Squash tilsættes. Kog til alle grøntsager er møre.
Det hele blendes grundigt med stavblenderen.
Fløde tilsættes.
Krydres med salt, peber og sambal oelek.

Grønne bønner
1 fed hvidløg svitses i lidt af baconfedtet.
Bønner tilsættes og svitses ganske kort.

Boller
Her kender jeg ikke mængderne. Men et bud er, at jeg starter med ½ liter lun vand og ca. 25 g gær. Herefter tilsætter jeg (under ungernes flittige omrøring) salt, sukker, olivenolie, 1 revet rødbede, havregryn, hvid hvede og almindelig hvede. Dejen var meget klistret...lidt som havregrød.

Når dejen har hævet tænder jeg ovnen på max. med pladerne i. Derefter klasker jeg boller på bagepapir med to skeer. Og pensler med vand. Hertil bruger jeg fingrene, så jeg samtidig kan forme bollerne lidt.

Når ovnen er varm trækker jeg bollerne over på pladerne og sætter dem i ovnen. Nederst i ovnen sætter jeg et lille ildfast fad med vand. Efter ca. 5-10 minutter skruer jeg ned på 200 grader og bager videre til de er sprøde.

Et voilà - bon appetit :-)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar