fredag den 21. november 2014

Novemberhaven

I dag startede jeg weekenden på bedst tænkelig vis...i haven. Himlen var blå, solen skinnede og jeg havde tidligt fri. Ungerne blev hentet tidligt og mens de legede indenfor med deres far, gik jeg rundt ude i haven. Jeg fik gravet georginknolde op, tilplantet en vinterkrukke til hoveddøren og sat alle sommerkrukkerne i læ langs husmuren på terrassen. Desuden fik jeg ryddet op og fejet i carporten og sat havemøbler væk. Så nu kan vinteren altså bare komme an!! -Men den må nu også gerne blive væk lidt endnu! For hvis man zoomer lidt ind, kan der stadig spottes mange smukke blomster rundt omkring.


tirsdag den 18. november 2014

Lykke

Her til aften har jeg slappet heeelt af. Jeg har gjort afslappende ting,og faktisk også slappet af, mens jeg gjorde det. Ofte bliver jeg sådan lidt 'stresset', når jeg slapper af om aftenen. Tænker for meget over de ting jeg burde gøre i stedet...eller andre afslapningsting jeg kunne lave i stedet for det, jeg nu engang har valgt at lave. Men i aften var jeg helt rolig og sikker i mit valg: jeg zappede tv og strikkede benvarmere til Frida.

Jeg zappede bl.a. forbi et program om en der hed Ole, som gerne ville være lige så lykkelig som Ole Henriksen. I programmet talte de bl.a. om et gen, der, hvis det er langt, disponerer for at have et lyst sind. Og hvis det er kort, disponerer for have et mere mørkt sind. Jeg vidste det egentlig godt i forvejen, men jeg synes, det er vildt, at ens humør et stykke hen ad vejen er genetisk bestemt. Heldigvis er jeg overbevist om, at mit gen er i den lange ende. Men når jeg ser på Ole Henriksen og andre glade mennesker, får jeg lyst til at dyrke mine glæder endnu mere.
Jeg synes fx, det er ret meget november lige for tiden. Og jeg synes, der er flere mandage i ugerne end der er fredage. Min portion af tålmodighed er ikke så lang for tiden, og både mine egne og andres børn kommer i ny og næ til at opbruge rationen helt.

I forhold til mit arbejde ved jeg, at chancen for succes afhænger helt og holdent af mit humør og min mængde af ro, nærvær og tålmodighed. Og jeg ved at jeg ved at fokusere på og træne lige netop dét, kan opnå en bedre relation til mine elever og et bedre undervisningsmiljø.

Og derfor vil jeg gøre netop det fra i morgen. Jeg vil forsøge at tænke frustrationer små og ubetydelige. Og fokusere bevidst på det positive. Det lyder let, men jeg ved det er svært. Heldigvis ved jeg også, at jeg kan, for jeg har gjort det før.

søndag den 9. november 2014

Pirater for en eftermiddag

I eftermiddag tog Frida og jeg på en spontan tur på legepladsen med to af mine veninder og deres to ældste. Det var en tur helt på børnenes præmisser med udklædning, skattekort, piratskibe og en nedgravet skat med ægte guldchokoladedukater. Både børn og voksne havde en fest og det blev uden tvivl en meget mere hyggelig eftermiddag, end hvis jeg havde brugt den i haven, som jeg egentlig havde planlagt.


onsdag den 5. november 2014

Slap mere af

Har besluttet mig for at lade mig indhylle i årstidens opfordring til at slappe lidt mere af. Det er som om de mørke aftener kalder på at blive brugt på sofaen. Og i dag har jeg valgt at ignorere, at stuegulvet er dækket af legetøj og at Albert stadig ligger og kalder i sin seng: 'Moar og faar mig op nu...Sine og Ole mig op nu!' Mon ikke han snart giver op!? Til at gøre mig selskab i sofaen har jeg TV, strikketøj, the og bolle.

lørdag den 1. november 2014

Lørdag

I dag har været en af de helt gode lørdage. Solen har skinnet og vi har brugt det meste af dagen i haven. Ungerne har leget med naboerne, og jeg har fået arbejdet lidt i haven. Og i eftermiddag lavede vi popcorn på bålet.

Huset ligner en slagmark, selvom vi får gæster i morgen formiddag. Men de er advaret. For jeg kunne simpelthen ikke gå rundt indenfor og gøre rent, når efterårsvejret var så indbydende.

Efterårshygge på terressen

Kartoffelhøst