mandag den 23. marts 2015

Forspiring - Part I

Forårets første måned er ved at være fløjet forbi med samme hastige tempo som alle de andre måneder. Og selvom jeg endnu må tøjle min lyst til at klippe ned og gøre klar i haven, så har måneden budt på et par gode dage med jord under neglene. Jeg er gået til kamp med det spirende ukrudt. Og selvom hæklugning ikke er min yndlingsbeskæftigelse i haven, så har jeg nydt igen at arbejde lidt i det fri. Og mon ikke nattefrosten slipper sit tag i løbet af de næste par uger, så stauder og sommerfuglebuske kan blive klippet ned og køkkenhaven kultiveret og klargjort til såning!?

I dag har jeg tyvstartet lidt. For første gang har jeg sat gang i et lille forspiringsprojekt.


Jeg har sået forskellige squash, chili, peberfrugt, mexicansk agurk og diverse sommerblomster og stauder. Desuden forsøger jeg også at formere nogle sukkulenter.

Jeg aner ikke, hvor jeg skal få plads til alle disse blomster! Det er ikke planlægning og farvekoordination, der præger mit projekt. Men jeg er bare vild med blomster, og jeg synes det er umuligt at vælge og begrænse mig, når det kommer til blomster og køkkenhaven. Så jeg må se, hvordan spiringen går og så prøve at finde plads så godt jeg kan. Tja...og ellers må jeg jo forære nogle af småplanterne væk.

Jeg 'skylder' vist i øvrigt en status på min mediefri uge. Det gik over al forventning at undvære de sociale medier...og jeg havde egentlig heller ikke forventet andet. I kølvandet af ugen, har jeg valgt at slette Facebook og Bloglovin fra min telefon. Og så har jeg valgt at 'unfollow' alle på instagram, som jeg ikke kender personligt. På den måde har jeg fået de lettilgængelige tidsrøvere på afstand, og jeg får uden tvivl frigivet lidt tid (mange bække små...), som jeg kan bruge på noget, som jeg i bund og grund vægter højere.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar