onsdag den 8. juli 2015

Albert 3 år


Ham her havde fødselsdag i søndags - 3 år! Endnu engang blev jeg ramt af den der ubeskrivelige tidsforvirring. På den ene side føles det som om, jeg har kendt den lille gut hele mit liv - på den anden side er det ikke til at fatte, at han allerede er 3 år. Han er i rivende udvikling. Han er sådan en dejlig, glad og kærlig dreng - med sin helt egen vilje. Hans sprog er ved at være rigtig godt, og det er så hyggeligt at høre ham berette detaljeret og engageret om sine oplevelser i vuggestuen eller andre steder. Han synger sange, finder på sange, fortæller gåder og elsker at lege 'gæt et dyr'. Næsten hver aften under aftensmaden foreslår han, at vi leger legen. Og hver gang vil han starte. Albert: "Det er et dyr, der lever i vand." Frida: "En søhest!" Albert: "Jaaaa, så er det din tur Frida!" Samme begejstring og engagement hver eneste aften.



Når vi har spurgt Albert, hvad han ønskede sig til sin fødselsdag, har han de sidste mange måneder sagt: "En pink lagkage - og den skal være i en gave!". Ingen andre ønsker, bare en pink lagkage. Da jeg fortalte det til oldemor, gik hun til bageren og fik lavet en kage LIGE efter hans ønske. Og han var lykkelig.



Den lagkage vi serverede for Oles side af familien, var Albert selv meget tålmodigt med til at lave. Meget sirligt lagde han jordbærskive efter jordbærskive på kagen, mens fingrene røg i munden hver gang der kom lidt flødeskum på dem. Heldigt gæsterne ikke var sarte! Og han var pavestolt af sit resultat.

Som det kan fornemmes på det første billede med den pink kage, udviser Frida og Albert ubetinget kærlighed til hinanden - og er der mon noget i hele verden, der kan gøre en mor mere lykkelig, end at se sine børns indbyrdes kærlighed? Hvis den ene er ked af det eller sur over et eller andet, står den anden altid klar med et kys og en ordentlig krammer. Og det er sjældent, at det ikke lykkedes for dem, at ændre hinandens humør fra skidt til godt på et splitsekund, når det sker. Desuden er de begyndt at lege mere og mere jævnbydigt sammen. Det bygynder for alvor at give pote, at vi fik dem så tæt. Jeg fortryder i hvert fald intet.

Det bliver spændende at se, hvordan de kommer til at reagere på at få en lillebror eller lillesøster til januar. Nogle gange kan jeg godt være lidt bekymret for, om en 3'er kan sætte en skår mellem det fantastiske bånd, der er mellem Frida og Albert. På den anden side er jeg overbevist om, at de begge to rummer kærlighed i rigelige mængder til endnu en søster eller bror.


I søndags lykkedes det mig at bikse to salater og et foccacia sammen, det var vældig vellykkede, hvis jeg selv skal sige det. Så I får lige opskrifterne herunder.

Grøn salat med langtidsbagte tomater og feta
I fredags købte jeg en stor kasse cherrytomater, som jeg bagte i ovnen den halve dag. I får et separat blogindlæg herom senere. Tomaterne blandede jeg med blandet grøn salat og en frisk blød feta. Olien fra tomaterne fungerede som dressing. Simpelt og lækkert.

Foccacia med kartofler, feta og rosmarin
Grundopskriften til foccaciaen havde jeg fundet her. I stedet for ølandshvede brugte jeg 200 g grahamsmel og 100 g alm. hvedemel. Og så fordelte jeg små stykker kogt kartoffel og en hård salatost i tern rundt på dejen, da den havde efterhævet. Derefter dryppede jeg med en god olivenolie, flagesalt og frisk rosmarin. Kartofler og ost pressede jeg ned i dejen, så de lå inde i det færdige brød. Også både simpelt og lækkert.

Kartoffelsalat med jordbær, asparges og ærtespirer
Den sidste salat var lavet af nye danske kartofler, som jeg kogte, kølede og skar i mundrette bidder. Heri blandede jeg danske jordbær, dampede asparges, ærtespirer og dild. Som dressing rørte jeg olivenolie, citronsaft, salt og friskkværnet peber. Også simpelt (især når man havde købt skrabede kartofler) og meget lækkert.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar