onsdag den 8. juli 2015

Hyldeblomstsaft


Så siler regnen igen ned udenfor - en velegnet lejlighed til at få nogle af de blogindlæg fra hånden, som har været planlagt i hovedet, men som er blevet udskudt, da vejret har indbudt til havearbejde, afslapning med en bog på terressen, leg med ungerne i haven eller lignende.

For et par uger siden fandt Frida og jeg en solskinsstund, hvor vi gik rundt i kvarteret og plukkede hyldeblomster. Af dem har jeg lavet knap 6 liter lækker, læskende og sommerlig hyldeblomstsaft.

Jeg tager udgangspunkt i Frøken Jensens opskrift, men freestyler som sædvanlig lidt med mængderne. Jeg tror vi havde plukket godt 100 klaser. Dem klippede jeg stilkene af og lagde i en stor gryde i lag med tynde skiver af økologiske citroner. Jeg brugte vist fire store citroner. Derefter hældte jeg godt to kg lys sukker og 3 breve citronsyre over. Og til sidst hældte jeg 4 liter kogende vand over. Inden jeg stillede gryden på køl, rørte jeg grundigt rundt for få opløst al sukkeret. Efter tre dage med en daglig omrøring, siede jeg saften gennem et viskestykke og hældte den på skoldede og atamonskyllede flasker. De flasker, der ikke drikkes umiddelbart, har jeg lagt i fryseren.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar