torsdag den 9. juli 2015

Jeg savner min have


Endelig er regnen stoppet og jeg vovede mig for lidt siden ud i blæsten for at få et par billeder fra haven lige nu. Nogen stor nydelse var det ikke...for hold op, hvor er der koldt. Jeg synes simpelthen, det er så ærgerligt, når god ferietid i haven går 'til spilde' fordi vejret opfører sig som om det var oktober...Øv! Jeg havde sådan set frem til at nyde den og de lange lyse aftener.


Og vejret er ikke kun hårdt for mig. Det er også hårdt for haven. Løvefoden ligger klasket sammen ud over græsplænen, pæonernes blade blive blege og blæser af, ærter hænger papirtynde på planterne, hindbærrene lader vente på sig, og jordbærrene er altså ikke helt så søde, som de kunne være. Squash, rødbeder og gulerødder er endnu kun små spirer, og jeg tvivler efterhånden lidt på, at de når at blive en succes i år.

Men men men...jeg er da optimist og jeg vælger at tro på, at varmen nok skal komme, så vi kan nå at få mange gode timer i haven i år. I morgen, hvor vejrudsigten melder om tørvejr, har jeg planer om at klippe stauderne ned. Løvefod, storkenæb og forårsvortemælk bliver klippet helt i bund i håb om, at de kan nå at få en blomstring mere i sensommeren. Måske staudesalvien også får en tur...men jeg ved ikke om jeg kan nænne det. Den har været lidt forsinket i år og står bare rigtig flot nu. Måske den bare får lov at stå. Jeg tror i øvrigt den vil have gavn af i en periode at dominere lidt i bedet...de mere aggressive planter er lidt hårde ved den i år, synes jeg.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar