tirsdag den 15. september 2015

Tid

I går så jeg et program på DR1, hvor Anne Hjernø og Anders Agger besøgte Fur. Udsendelsen var tydeligvis optaget forrige sommer, for vejret var langt bedre, end det på noget tidspunkt har været denne sommer. I programmet var der en ro og et nærvær, som er svært at beskrive med ord. Der var et visuelt udtryk i udsendelsen, der virkelig formåede at skabe en stemning af ro, sommer og nydelse. Og jeg blev helt længselsfuld af at se med. Jeg synes virkelig, jeg forsøger at leve i nuet, være nærværende og suge alle dage, oplevelser og stille stunder til mig. Jeg forsøger at prioritere mit liv, så jeg bruger tiden på de ting, der giver mig mest værdi og glæde. Alligevel går jeg rundt med en følelse af, at liver bare suser forbi med 200 km i timen. Og udsendelsen i går forstærkede blot denne følelse.

Jeg synes sommeren er slut inden den overhovedet er kommet ordentligt i gang. Og jeg synes, at minderne fra denne sommer allerede er svage og uklare i erindringen. Er det mon fordi jeg, selvom jeg ellers prøver på det, ikke har formået at nyde nuet og lade stunderne trænge helt ind og sætte sig fast på nethinden? Eller er det mon fordi sommervejret virkelig har svigtet os i år...og dermed snydt os for de stunder, som jeg virkelig forbinder med sommer: Varme dage ved stranden, badeture, lange sommeraftener på terrassen, grillmad, lyse og lune aftener med havearbejde osv. Uanset om det er vejrets eller min dårlige perceptionsevnes skyld, så føler jeg mig snydt!! Og også lidt uforskammet, for jeg ved jo, at jeg har haft mange gode oplevelser og stunder gennem sommeren.

Heldigvis kan lidt fotos fra sommeren hjælpe til at fastholde minderne

Er det mon muligt at skrue tempoet ned på livet? Kan man få livet til at forløbe lidt langsommere, så min hjerne og mine følelser kan nå at følge med? Kan jeg få mine dejlige unger til at udvikle sig knap så hastigt, så jeg kan nå at nyde netop denne skønne, sjove og kærlige alder lidt mere? Sikkert ikke! Men jeg trøster mig med, at jeg går på barsel inden længe. Jeg frygter naturligvis at denne - formentlig sidste - barsel vil gå som alt andet...rasende hurtigt! Men jeg vil virkelig gøre ALT, hvad jeg kan for at sætte tempoet heeelt ned. Jeg vil have rigtig travlt med slet ikke at have travlt. Jeg vil nyde i fulde drag, at jeg har tid til noget af alt det, jeg ikke har tid til i hverdagen. Jeg vil hente Frida og Albert tidligt og nyde dem, se dem, være sammen med dem med det nærvær og overskud, som det af og til kan være svært at finde ind til i hverdagen. Og det glæder jeg mig til...virkelig. Og jeg håber det vil lykkes - at det vil lykkes for mig at sætte tempoet så meget ned, at jeg får en følelse af, at jeg rent faktisk kan følge med.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar