søndag den 11. oktober 2015

Efterårsferie





Efterårsferien er skudt i gang. Og den er som altid særlig tiltrængt og kærkommen. Jeg elsker efteråret...ligesom jeg elsker både forår og sommer...og vinteren hvis der er masser af sne! Dengang jeg var barn og teenager brugte jeg hvert år efterårsferien på spejderlejr med bål, mad og overnatning i det fri. Og jeg tror at netop dette er grunden til, at jeg drages af naturen når det bliver efterår. Derfor handler nogle af mine feriedrømme også om naturen. Og jeg krydser fingre for, at jeg kan få dem presset ind mellem alle de praktiske opgaver, der også står på ferieplanen.
I dag har vi...eller nok mest Ole...skudt gang i feriens (årets) største ferieprojekt - projekt havehus/drivhus. Dette vil få førsteprioritet hele ugen, hvilket uden tvivl medfører, at jeg ikke når alle punkter på min liste. Men det er nu helt ok...for NØJ hvor jeg glæder mig til huset står færdig.
I dag er der blevet flyttet legehus og sandkasse, målt op og gravet ud til fundament. De næste par dage skal der støbes og på torsdag kommer svigerfar og hjælper med at mure. Herefter tror jeg at Ole regner med at gå og makke med træværk og vinduer (der - ligesom murstenene - tålmodigt er blevet opsnuset og købt på Den Blå avis) i løbet af vinteren, så huset forhåbentlig er 'indflytningsklart' til foråret. Juhuu!
Som et led i projekt drivhus er legehuset og sandkassen i dag blevet flyttet. Og i den anledning røg halvdelen af inventaret til genbrug og ungerne og jeg røg en tur i Ikea for bl.a. at købe ny service og køkkenredskaber til huset. Derefter blev 'det nye' legehus indviet med kagebageri til den helt store guldmedalje. Jeg elsker at ungerne elsker at lege i det hus. Det legehus, jeg havde som barn, stod altid tomt!
I morgen har jeg planer om at give køkkenet en ordentlig omgang (jeg er jo lidt bagud med min 31 dages udfordring) fra morgenstunden mens ungerne sidder og vågner op til tv-ferie-hygge. Derefter skal vi til den lokale Gartnergården for at købe frugt, grøntsager og ikke mindst græskar. For morgendagens projekt er nemlig græskarhoveder. Måske vi også når en cykeltur til den lokale kastanjelund for at samle kastanjer, grene og blade!?
Andre ting jeg ønsker, at vi når i ferien er:
- At lave kastanjedyr
- At tegne og hygge en hel formiddag
- At rydde op og ud i kontoret/gæsteværelset, så det bliver plads til at få farmor og farfar på besøg.
- At rydde op og ud i ungernes legetøj, så farmor kan få en masse sager med (retur) til 'sin' genbrugsbutik.
- At bage kage eller lave andre lækkerier i køkkenet.
- At lave estragoneddike og hindbæreddike til eget forbrug og værtindegaver.
- At lave bål i haven og forsyne arbejdsfolkene med snobrød og popcorn. Eller tage børnene og farmor med i skoven for at samle svampe og lave varm kakao på trangiaen. Eller med på en tur rundt om Egå Engsø og forsøge at spotte havørnene.
- At tage en mor-datter tur i biografen for se 'Inderst Inde'...eller 'Følelser' som Frida kalder den.
- At nå så mange ting fra min 31 dages udfordring, som muligt.
Jeg glæder mig og nyder, at ferien først lige er gået i gang. Og så krydser jeg fingre for at energien (der sandt at sige svinger lidt i takt med at maven vokser) og tiden (som jeg sandt at sige altid fejlvurderer) rækker til at nå alle ønskerne for vores ferie:-)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar