søndag den 8. november 2015

Novemberhaven

Min gravide krop tillader mig desværre ikke meget tid til arbejde i haven. I dag måtte jeg til trods for dejligt solskinsvejr nøjes med en rundtur med kameraet. Og selvom det meste er begyndt at blegne og blive brunt, gemmer der sig stadig nogle fine farveklatter rundt omkring.

Om fem dage starter min barsel. Jeg har lovet mig selv at sætte ro til mig selv og nærvær med mine børn aller øverst på prioriteringslisten. Ja og så lige derefter de daglige huspligter, så Ole endelig kan blive aflastet lidt efter en periode, hvor han har stået med det meste, fordi jeg pt. enten sover fra jeg kommer hjem om eftermiddagen til aftensmaden er serveret, eller kl. 19.30, så snart ungerne er puttet. Jeg skylder vist lidt på husholdningskontoen!

Jeg har massevis af praktiske gøremål at tage fat på - både ude og inde - når barslen startet. Og jeg glæder mig meget til at få tid til at komme i bund med nogle af tingene. Men lige nu strejker kroppen desværre lidt, så jeg ved, at der må hvile til, før jeg kan tage fat. Jeg håber blot på, at jeg når at restituere lidt tids nok til, at jeg kan nå i haven for at grave gulerødder, rødbeder og georginer op inden frosten sætter ind. Og måske jeg også når at sætte lidt indkøbte blomsterløg og hvidløg samt få styr på jordbærbedene...måske måske, nu må vi se.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar