tirsdag den 22. december 2015

Når kaos får lov at herske - en stille hyldest til min mand


Ungerne har haft juleferie siden i fredags...og siden da har vi været ret meget alene, bare os tre. Ole har spillet volleyball, festet, haft tømmermænd, arbejdet, spillet lidt mere volley, arbejdet og festet. Og jeg under ham det til fulde, så dette er ikke sådan et brok-over-manden-indlæg...slet ikke. Det er nok mere et forsøg på at tegne et billede af, hvad der sker, når Ole ikke er der til at holde familien på ret køl!

For mens Ole har været mere eller mindre fraværende, har vi andre tre leget, købt julegaver, lavet julegaver, set Ipad, lavet mad, pyntet julesmåkager, leget, malet, tegnet, været i Den Gamle By, leget, malet, spist osv. osv. Det har været møg hyggeligt...men også møg hårdt. For min krop er virkelig gravid, tyk og træt. Og jeg har brugt al energien på at være sammen med ungerne...og der har simpelthen ikke været noget tilbage til oprydningen. 

Så nu ligger jeg fladt på sofaen og kigger på et hus i total kaos. Der ligger legetøj på stuegulv, køkkengulv, soveværelse, vores seng (Albert legede eventyr med mig mens jeg tog en nødvendig pause i sengen), badeværelset og selvfølgelig også børneværelserne. Køkkenbordet flyder - foruden opvasken - med diverse halvfærdige julegaver, gavepapir, bånd, klistermærker, maling, tuscher osv.

Kaos hersker og jeg har kapituleret! Og den julero, så mange andre beskriver på blogs og instagram synes lidt langt væk! Meeen mon ikke den nok skal indfinde sig engang i morgen eftermiddag...når Ole har været hjemme længe nok til at rette op på ordenen!?

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar