lørdag den 20. august 2016

Daglige tanker - ikke helt dagligt

Jeg har haft nogle dejlige dage...men også nogle lidt hårde nætter. Så om aftenen er jeg træt med træt på. Jeg har tænkt mine daglige tanker inden øjnene er faldet i.. men de er ikke kommet ned på skrift. Her kommer de i billeder:

17/8: En tur til ørelægen førte til en spontan tur på Bones.


18/8: Aksel på cafetur med en veninde og mig.

19/8: Istid og efterfølgende fungerer til drengene. 

20/8: Lørdagsstemning med legetid til ungerne og køkkentid til mig. Senere sommerfest i børnehaven.

tirsdag den 16. august 2016

Daglige tanker 16 / 8

DAG HAR...:
- jeg haft fire dejlige timer sammen med min hyggelige mødregruppe.
- jeg nået at være i bad OG at støvsuge inden de kom kl. 10!
- jeg indset at min lille pige virkelig er ved at være stor. Da hun kom hjem fra SFO, fandt hun helt af sig selv sin matematikbog frem og begyndte at lave lektier. Hun var selv helt stolt over at have lektier for, og selvom jeg følte mig lidt gammel (det er man jo når man har skolebørn😉), så syntes jeg altså også det var lidt fedt! Måske jeg er lidt miljøskadet af mit arbejde!?
- jeg nødt at se Albert kravle rundt på køkkengulvet og lege helt fordybet med sine blndegårdsdyr,  mens jeg gik og smurte madpakker.
- Frida været til svømning for første gang...og hun var vild med det. Albert var med på sidelinjen...men vil også med i vandet næste gang. Så ham må vi vist prøve at tilmelde også.
- jeg været til yoga. Det er bare SÅ skønt!
- Aksel skreget ca. 30 minutter mens jeg var væk. Imens stod jeg bare og hyggesnakkede med de andre fra holdet...for Ole havde ikke skrevet at jeg skulle skynde mig...det sidste jeg sagde inden jeg kørte var nemlig, at Aksel ikke ville behøve mad før tidligst kl. 22...Hmm jeg tog åbenbart fejl...I hvert fald behøvede han en trøsteamning!

mandag den 15. august 2016

Daglige tanker 15/8

I DAG HAR...:
- jeg haft en af de der helt rolige hjemmedage, som jeg synes, jeg har lidt for få af på denne barsel.
- jeg nået op til flere af de ting, der stod på min to-do-liste.
- taget den sødeste fotoserie af lille Aksel og hans nyeste tand med vores nye kamera (det gamle afgik ved døden da det røg en tur ned fra en hems i sommerferien) - og blevet mindet om hvor ufattelig meget han ligner Frida.
- besluttet mig for, at det skal være slut med Aksels dårlige sovevaner og derfor gået i hård puttetræning. Målet er, at han skal falde i søvn i barnevognen og egen seng uden trilletur og mors vuggende arme. I forlængelse deraf, er håbet at han får færre opvågninger og dermed amninger om natten. Ja allerede i nat er det planen, at jeg skal undgå at amme ham mere end én gang efter kl. 3...Hmm vi får se om viljestyrken også er der, når jeg bliver vækket midt i nat😉
- jeg haft en dejlig aften i haven. Havde egentlig noget der skulle ordnes ved computeren (som jeg har fået vækket fra sin sommerferiehvile i dag), men da jeg lige skulle ud med lidt grønt til kaninen blev jeg fanget af solens stråler og lokket til at omplante lidt potter fra drivhuset.

Daglige tanker 14/8

I DAG HAR...:
- vi fejret verdens bedste far og mand samt verdens bedste storesøster og datter.
- vi haft en skøn dag med familie fra både min og Oles side, lækker mad, is og kage, hygge, snak og leg.
- har Frida grædt sig selv i søvn fordi hun allerede savnede sin elskede kusine Alma.

lørdag den 13. august 2016

Daglige tanker 13/8

I DAG HAR...:
- hele familien været trætte med træt på efter kobberbryllupsfesten i går.
- alligevel har vi formået at hive os selv løs af træthedstyngden for at forberede 2 x fødselsdag her på matriklen i morgen. Efter en velfortjent lur lagde Ole hårdt ud med et højt aktivitetsniveau både ude og inde. Jeg var lidt langsommere om at komme i gear og efter en handletur gik jeg næsten i bakgear. Heldigvis fik jeg afsluttet med en hurtig slutspurt efter ungerne var puttet. Så nu kan jeg nogenlunde overskue vores to do liste i morgen formiddag.
- Frida fortsat festlighederne til fødselsdag hos en veninde i eftermiddag.
- Albert slappe heeelt af i eftermiddag med unlimited ipad og tv kun afbrudt af handletur med mig...og en kort tur i haven for at fjerne mos mellem fliserne. Albert plejer altid selv at lægge ipaden fra sig, og begynde at lege, når han har siddet med den lidt tid. Så når han bliver hængende foran den tager jeg det som et tegn på, at det er lige netop det han virkelig trænger til. Sådan en dag drømmer jeg også om😉

Daglige tanker 12/8

I DAG HAR...:
- jeg præsteret at få tre børn ud af døren og på cykel, løbecykel og i barnevogn nået i skole til tiden.
- jeg nogle timer senere hentet dem i børnehave og skole og bedt dem køre retur på de samme manuelle transportmidler. Åbenbart en rimelig hård opgave første fredag efter ferien. Så jeg lokkede dem med is hos De fire Istider og det fik heldigvis hjulene til at dreje lidt hurtigere.
- vi været til en dejlig kobberbryllupsfest hos Oles bror og svigerinde.

fredag den 12. august 2016

Daglige tanker 11/8

De ualmindeligt dejlige dage ligger som perler på en snor for tiden ♡

I DAG HAR...:
- Frida fødselsdag - 6 uforglemmelige år er gået siden en dejlig lille og buttet pige meldte sin ankomst og vendte vores verden fuldstændigt op og ned. Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at en pige på 6 år kan være mere dejlig end Frida (og jeg er jo vildt objektiv her😉). Hun er ganske enkelt helt fantastisk - hun er optimistisk, betænksom, kærlig og klog. Hun er grundglad, når hun altså ikke er - mere eller mindre påtaget - teenagesur. Hun elsker sang, musik og teater og rører mig gang på gang til tårer, når hun fremfører en sang, dans el.l. for større eller mindre forsamlinger. Frida har en åbenhed og imødekommenhed som ingen anden. Hun snakker ugenert med hvem end hun møder. Og er sjældent hjemme mange timer ad gangen. "Jeg går lige ud og ser, om der er nogen, der vil lege." Hun er så klar til at møde livet...og jeg glæder mig ualmindelig meget til at følge med ved hendes side.
- menuen været valgt af fødselsdagsbarnet: hotdogs, risengrød og pandekager med is.
- vi erfaret at en af vores nye fisk allerede er afgået ved døden. Jeg håber de andre holder lidt længere!
- jeg besøgt verdens dejligste lille Theodor på godt en uge. Theodor er min barndomsvenindes første barn. Og han kunne ikke være kommet til verden på et bedre tidspunkt. Mens jeg går og er lidt sentimental over at min sidste baby vokser med lynfart, er det godt, at der kommer en helt lille ny til verden, som jeg kan snuse til og kysse på de silkebløde kinder. Det er sjovt, hvordan Aksel i den alder de har nu, virker kæmpe stor ift. lille Theodor...om 2 år løber de forhåbentlig rundt og leger som to ligebyrdige tumlinge.

torsdag den 11. august 2016

Daglige tanker 10/8

I DAG HAR...:
- været en af de helt specielle dage.
- nemlig været Fridas første skoledag. Tænk engang at vores lille bitte buttede og enormt nuttede Frida pludselig er en stor og selvstændig skolepige. Hun var bare så glad og stolt i dag - og ligeså var vi. Jeg kender ingen med hendes lyst og mod på at indtage resten af livet. Og jeg er så ualmindeligt (eller i virkeligheden er det nok meget almindeligt at mødre har det sådan) taknemmelig for at lige netop hun beriger mit liv og bevæger mig dagligt.
- vi benyttet Oles fridag (i anledning af skolestarten) til at tage på en lille shoppetur til Århus, hvor vi bl.a. købte verdens flotteste havebord til terrassen.
- vi også haft ungerne med på shoppetur...til plantorama for at købe Alberts fisk. Han var så glad for dem. Og da Frida sagde: "Jeg glæder mig til i morgen, for der har jeg fødselsdag!" Svarede Albert: "Jeg glæder mig til alle dage, for nu har jeg fisk!" SUK!
- vi bildt ungerne ind at klokken var 19, mens den kun var 18.30. Men alle var trætte efter en ualmindelig rodet. Så kl. 18.45 sov alle tre børn...og jeg havde lyst til at gøre det samme. Der var blot lige en fødselsdag, der skulle klargøres først.

tirsdag den 9. august 2016

Daglige tanker 9/8

I DAG HAR...:
- jeg præsteret at sove videre efter Ole havde vækket mig, da han kørte på arbejde. Efter en halv time vågnede jeg fordi Albert skraldgrinede over noget han så på sin ipad. Frida så også ipad. Og Aksel trillede glad rundt inde på stuegulvet. Nogle gange kan mit gode sovehjerte altså godt få mig til at føle mig som en knap så god mor! Men det havde altså også været en hård nat!
- jeg hygget mig i mødregruppe efter nogle ugers sommerferiepause. Virkelig skønt bare at drikke kaffe, spise boller og knævre løs i et par timer.
- Aksels 3. tand tittet frem.
- jeg både afleveret og hentet børn (mødtes dog med Ole og bilen på skolen) med barnevognen. Aksel er begyndt at kunne sidde op og ih hvor han nyder at følge med i, hvad der sker på turen. Man kan virkelig se, hvordan han suger sanseindtrykkene til sig.

Daglige tanker 8/8

I DAG HAR...:
- Frida tabt sin 4. tand. Således er hendes smil lige i øjet til en skolestarter som hende. Hun rykkede selv tanden ud, da hun sad og så ipad i morges. Lidt pinligt da hun fortalte en pædagog i SFO'en: "...og min mor så det slet ikke, for hun lå os sov!"
- Albert sovet til kl. 9, hvilket var grunden til at begge unger først blev afleveret omkring kl. 11. En af fordelene ved barsel. Desværre var det et par timers vågenhed midt om natten, der var skyld i hans træthed.
- Ole stået op, da Aksel vågnede 5.30, givet ham grød, skiftet ham et utal af gange og puttet ham til første lur. Således blev jeg vækket med beskeden om at han kørte på arbejde nu, og her var babyalarmen til Aksel. Jeg er virkelig godt gift!
- Har jeg bagt de sidste 40 boller til en stor portion, som vi skal have med til natmaden til kobberbryllup hos Oles bror og svigerinde på fredag. Til gengæld også det eneste praktiske jeg har nået i dag!
- Har vi været på lege-/aftensmadsdate hos søde børnenes bedstevenner. Her fik vi drukket kaffe, spist lækre bøffer, leget, hygget, snakket...og planlagt pigernes fælles fødselsdagsfest for børnehavepigerne om et par uger.

mandag den 8. august 2016

Daglige tanker 7/8

I DAG HAR...:
- været endnu en dejlig dag.
- jeg skiftet tre lortebleer inden kl. 10 - den første kl. 5.15.
- ungerne og jeg haft en hyggelig eftermiddag og aften hos min bror og deres børn. 

- Albert endnu engang proklameret, at han vil bo med fætter Gustav og alle hans dyr.

- jeg startet min første bullet jurnal. Jeg kendte ikke rigtig til det før i dag, hvor jeg blev inspireret på instagram. Og det er da lige mig, tror jeg! Jeg elsker jo skemaer og tjeklister...og at 'dimse' lidt med dem.  Jeg tænker dog at det bliver lidt for tidskrævende, hvis jeg skal lave hele layoutet hver uge og måned. Så jeg har tænkt mig at prøve mig lidt frem, og så finde frem til en skabelon, der passer mig. Og så vil jeg kopiere og bruge i en mappe el.l.

lørdag den 6. august 2016

Daglige tanker 6/8

I DAG HAR...:
- jeg sovet til kl. 10 efter 12 timers søvn - kun afbrudt af et uvist antal amninger.
- jeg bagt cookies med Frida og til dels Albert. Jeg elsker at have små hjælpere i køkkenet.
- "været den bedste dag i Alberts liv"
- vi været på Kalø Vig Slotsruin i solskin og blæst sammen med Jakob, Lene og deres dejlige unger.
- vi spist boller og cookies og drukket kaffe og kolde øl i læ af en af de gamle ruiner.
- Aksel lært at række tunge!

Daglige tanker 5/8

I går var en af de aftener, hvor jeg faldt i søvn 10 minutter efter jeg havde lagt mig. på sofaen. Så dagens tanker bliver altså skrevet med et døgns forsinkelse.

I GÅR VAR...:
- endnu en ualmindelig god dag.
- vi på besøg i Cirkus Summarum.
- jeg derfor adskilt fra Aksel længere tid end nogensinde - helt problemfrit.
- Frida helt ekstatisk af begejstring og forventning. Helt særligt var det at møde en af dansepigerne ude på pladsen før forestillingen.
- "den værste dag i Alberts liv". Der findes ikke rigtig noget midt imellem for Albert. Og varme, dårligt udsyn og træthed gjorde vist, at det samlede indtryk var under middel for ham. Det afholder ham heldigvis ikke i at fortælle med begejstring om de enkelte numre og oplevelser.
- Frida væk ikke mindre end to gange på de 20 minutter pausen varede. Som i helt væk, så andre forældre opdagede hende og ringede til os!!

fredag den 5. august 2016

Daglige tanker

Der har sandelig været stille på bloggen de seneste måneder. Dagene har været fyldt med masser af dejlige ting, og der har ikke været levnet meget tid og ro til at reflektere over dem her på bloggen. Men jeg kan mærke, at jeg savner at stoppe op og tænke lidt over tingene engang imellem. Jeg går rundt med en konstant følelse af, at tiden flyder ud mellem fingrene på mig. Og jeg synes at bloggen er et godt sted til at fastholde og fokusere på de gode øjeblikke. Derfor vil jeg prøve at komme lidt igang igen...og jeg har tænkt mig at gøre det helt simpelt (og måske lidt kedeligt at læse om - men så er det jo 'heldigt' at jeg ikke har så mange læsere😉) med en slags dagbog i punktform. Her kommer lidt om dagen i dag...der har været en ret god en af slagsen!

I DAG HAR...
- været den første hverdag efter en lang og dejlig sommerferie.
- Frida haft første dag i SFO. Wow, det er altså lidt vildt. Hun er pludselig blevet så stor og fornuftig...og præpupetær på den lidt påtagede måde. Og i dag var første dag i hendes helt nye skoleliv. Skræmmende synes jeg - fedt synes Frida!
- jeg indviet drivhuset med en lækker frokost bestående af alt godt fra køkkenhaven på pande med æg og feta.
- drukket eftermiddagskaffe i drivhuset sammen med Ole - hans første, længe ventede og MEGET velfortjente kop kaffe i det hus.
- Albert og jeg plukket ribs, solbær og stikkelsbær på et af fællesarealerne til smoothies og marmelade.
- vi Improviseret et pizzagilde i drivhuset for en sygdomsramt madklub - total kaotisk og møghyggeligt som sædvanlig!

Jeg elsker sensommeren, mit nye drivhus, at høste lækre grøntsager i køkkenhavenw, når mine dejlige unger leger, griner og pjatter med deres venner, gode venner - der er meget at være taknemmelig for.

mandag den 4. april 2016

Stop lige tiden, tak!

Aksel rundede 10 uger i fredags...10 skønne uger. Han er sådan en dejlig, mild, tålmodig og glad dreng. Han er højt elsket af sine søskende og overdynges af mere eller mindre blide kys, kram og klap. Dvs. særligt Albert har en vældig hård måde at udtrykke sin kærlighed på, men Aksel tager imod uden at blinke med øjnene, og returnerer ofte med et smil. 

Hvis jeg på et tidspunkt har tvivlet på, om det var det rigtige, at få en 3'er, så er tvivlen nu helt forsvundet. For selvom Aksels ankomst til verden betyder mindre søvn (selvom han sover bedre, end jeg turde drømme om), mere tøjvask, en hånd (og et øje) for lidt ift. sine søskende osv., så elsker jeg livet med tre børn. Og jeg elsker at holde barsel med Aksel...og med ekstra tid og overskud til hans søskende, huset, haven, madlavning, kaffeslabberas m.m. Så stop lige tiden, tak! -Eller lad i det mindste lykken fortsætte!

Aksel uge for uge fra uge 1-10 (uge 8 mangler).

I april glæder jeg mig til...

 Hvor blev marts måned lige af? Den er virkelig fløjet afsted, men det er nok bare fordi den har været fyldt med dejlige mennesker og oplevelser. Nu skriver vi allerede 4. april i kalenderen. Foråret er i fuld gang, og jeg er overbevist om, at den kommende forårsmåned også vil blive fyldt med masser af dejlige ting. Jeg glæder mig blandt andet til at...:

  • Drikke min aftenkaffe - hvis ikke jeg ammede ville jeg skrive en kold øl - i dagens sidste stråler på terrassen.
  • ...hvis jeg altså kan sidde stille, for jeg glæder mig også vildt meget til aftenarbejde i haven. Det er ren zen for mig at mosle med jord og planter efter børnene er puttet. Jeg elsker den ro der er i haven om aftenen, jeg elsker fuglesangen og den helt særlige duft, når duggen falder.
  • Klargøre køkkenhaven, så alverdens lækre grøntsager og se de første små spirer titte frem.
  • Ordne krukker og feje terrasse og indkørsel.
  • Følge Oles arbejde med drivhuset.
  • Fejre Aksels barnedåb. Om to uger skal den lille mand have sit navn. Efterfølgende skal han fejres af hele familien på Gl. Løgten Strandkro. Efter middagen vil vi nyde den smukke natur omkring kroen og drikke kaffe og spise eftermiddagskage i det fri...hvis vejret tillader det.
  • Nyde Bededagene i sommerhuset.
  • Give Frida og Albert hver deres fridag på DOKK1.
  • Nyde hyggelige formiddage i mødregruppe og til salmesang.
  • Give børnenes legeværelse en ordentlig omgang. Okay, det er måske ikke noget jeg ligefrem glæder mig til at gøre. Men jeg glæder mig til det er gjort!
Sikke nogle dejlige planer (sjovt nok, når jeg selv laver dem), og jeg glæder mig allerede.

Jeg havde jo også masser af gode planer for marts måned og til min store glæde nåede jeg faktisk de fleste af dem. Herunder små glimt fra en dejlig måned efterfulgt af en status på mine planer for måneden:


1: To stolte storesøskende med deres mindste søskende. Et dejligt vennepar har fået børn næsten samtidig med os. De mindste er født med kun tre dages mellemrum. 2: Hele familien brugte en solbeskinnet formiddag med raslebøtten for Folkekirkens Nødhjælp. 2: Kransebinderi i sommerhuset. 4: Mit elskede trekløver. 5: Min mormor på 90 år er desværre ved at miste hukommelsen. Men det var Aksel heldigvis ligeglad med og hans sendte hende de dejligste smil. 6: Påskeæggejagt. 7: Brødre. 8: Småkagebagning på en af Frida og Alberts fridage. 9: Træning på rullesjøjter.

1: helt spæde anemoner. 2: Lidt forår i indkørslen. 3: Fridas påskekrans. 4: En stille stund på terrassen i sommerhuset - kaffe og strikketøj. 5: Solnedgang over Limfjorden - med Aksel i barnevognen. 6: Planlægning af årets køkkenhave. 7: Fridas påskegren med hjemmelavet påskepynt. 8: Rainbow på AROS. 9: Spæde gæslinger.
  • Bestille og købe frø til køkkenhaven. Tjek! Jeg har i den grad fået handlet frø til køkkenhaven. Jeg fik forvildet mig ind på fuglebjerggårds hjemmeside - særligt for at købe nogle kæmpeærter. Men der var simpelthen SÅ mange lækre ting, og jeg kunne ganske enkelt ikke styre mig, så jeg kom til at købe frø for en mindre formue. Nu bliver udfordringen så at få plads til alle e spændende sager i min alt for lille køkkenhave.
  • Sætte jordbærplanter i en række af fundablokke. Tjek. Og ih, hvor jeg glæder mig til jordbærsæsonen. Og det gør Albert i den grad også;-)
  • Klippe stauder ned. Selvom jeg har haft svært ved at vente med at komme i gang med denne forvandling i haven, så har tiden desværre ikke helt været der til det. Jeg kan godt komme til at blive irriteret, når jeg ikke når de ting, jeg gerne vil. Men jeg øver mig i at glæde mig over det jeg når. Og jeg har nået 3 ud af 4 bede. 
  • Holde påskeferie i sommerhuset Vi havde den dejligste og hyggelige påskeferie.
  • Starte i mødregruppe. Tjek! Og det lover godt!
  • Sætte gang i og fastholde Fridas ugentlige maddag. Tjek! Den unge dame er glad for sin nye pligt, og jeg elsker at dele tjensen sammen med hende.
  • Lave gækkebreve med ungerne. Tjek! Der blev produceret og sendt gækkebreve - og ikke mindst høstet påskeæg - til den helt store guldmedalje.
  • Øve mig i at bage brød og rugbrød med surdej. Jeg har haft rigtigt godt gang i min surdej. Jeg har haft held med både at lave nogle rigtig lækre rugbrød og masser af dejlige boller. Jeg har tidligere bagt rigtig mange nemme, koldhævede 'slaskeboller'. Surdejsbollerne er lidt mere besværlige at lave, men altså også virkelig lækre.
  • Starte til efterfødselsgymnastik og babysalmesang. Tjek! Træningen er god for både krop og sind...men desværre virkelig dyrt synes jeg. Salmesang er virkelig hyggeligt og en dejlig måde at være sammen med lille Aksel på.
  • Hente Frida og Albert tidligt en gang om ugen. Tjek. Og det er virkelig skønt at kunne give de to store nogle kortere dage og fridage indimellem. Men det har desværre ført til lidt uro. Albert blev pludselig meget ked af at blive afleveret i ugerne op til påske. Når han var i børnehaven, var der liv og glade dage. Men hver dag bad han om fridage, og Frida vil også rigtig gerne holde fridage. Men det stjæler naturligvis en del fokus fra Aksel, når jeg har de to store hjemme. Så vi må prøve om vi kan finde passende balance, så alle er glade og tilfredse...og får den opmærksomhed, som de fortjener. 

tirsdag den 22. marts 2016

Påskeferie

Påskeferien er i fuld gang - og vi stornyder den.

Vi startede ugen med et par fantastiske dage i sommerhus. Årets første tur i sommerhus er altid noget helt særligt. Det er som om jeg ser det hele lidt mere efter vintermånedernes adskillelse. Og jeg sugede det hele til mig - duften af skov, hav og 'sommerhus', lyden af fuglekvider, brændeovn og vinden i trækronerne og synet af små grønne anemonespirer i skovbunden, solnedgangen over Limfjorden og mine ungers leg ved strandkanten.

Vi hyggede os med besøg på den nærliggende 'gård' med legeplads, høns og ponyer. Tur til fjorden, hvor der blev samlet muslingeskaller og kastet sten i vandet. Stor 2 x 60 års fødselsdagsfest for min tante og morbror, hvor ungerne blev puttet i en sovepose i hjørnet af festlokalet, ligesom vi gjorde det, da vi var børn. Binding af fine påskekranse af birkegrene, nødder og vintergækker samlet i skovkanten. Strikketøj. Kaffe. Bøger. Og meget mere.

Nu er vi hjemme igen. Ole knokler løs på forårets store projekt - drivhuset. Jeg prøver at balancere mellem børnene og haven. Jeg drømmer om børn der leger i haven og sover i barnevognen mens jeg ordner krukker og klipper stauder ned. Men virkeligheden har været lidt en anden. Albert har været sløj og Frida vældig træt efter sin første sovedate med en veninde. Så de har så absolut været mest til indehygge og Ipad. Jeg har forsøgt at lokke dem til andre aktiviteter, men det er gang på gang endt i tårer, og jeg har givet op og givet lov til at slappe foran skærmen. Jeg burde måske bare have slappet af lige der sammen med dem...men jeg bliver simpelthen rastløs. Så lidt har jeg fået lavet hist og her. Jeg håber i morgen bliver bedre. Jeg tror Albert er helt rask nu og efter en god nats søvn til dem begge (ja os alle...krydser fingre) håber jeg energiniveauet er lidt højere, så der kan komme gang i noget god leg - og havearbejde - i den dejlige forårssol😉

onsdag den 16. marts 2016

Det skal råbes højt...

Fyrsten og Fruen proklamerede forleden at lykke skal råbes højt. Og jeg kunne ikke være mere enig. Så jeg har tænkt mig at råbe i kor...eller kanon er det nok nærmere.

Ud over at jeg går rundt og er sådan gennem lykkelig for tiden (jeg har jo 4 gode grunde og en masse andre ting at være lykkelig over), så har dagen i dag været noget nær en perfekt barselsdag.

Den startede lidt tidligt fordi Frida og Albert kommer flyvende for at kysse og trøste så snart Aksel siger en lyd. Hvilket nok i virkeligheden vækker lidt mere end det trøster. Men det er sødt ...og Aksel faldt i søvn igen, mens jeg kom op og fik noget ud af dagen.

Solen har skinnet fra en skyfri himmel, temperaturen har været ganske behagelig, fuglene har kvidret og det har duftet af forår. Og nøj hvor gør sådan et dejligt forårsvejr noget for humøret...og energiniveauet. En herlig lykkefølelse og taknemmelighed har boblet i mig hele dagen.

Mellem amninger og hyggestunde med lille, glade Aksel, fik jeg bagt rugbrød, ryddet op i huset og støvsuget, så jeg hurtigst muligt kunne komme ud i solen med samvittigheden i orden. Og mens Aksel sov i sin barnevogn, spiste jeg frokost på terrassen, pillede to sløjfede kaninløbegårde ned og ordnede jordbærbedene. Ih hvor var det skønt endelig at komme i gang med havearbejdet igen.

Da Ole og de to store kom hjem, nåede de lige en god times leg og snak hos naboerne inden sæsonafslutning til volleyfræs. Jeg elsker den måde der opstår spontane hyggestunder med naboerne, så snart det gode vejr lokker os ud af vores vinterhi.

Og nu sidder jeg her med søde Aksel i mine arme. Han er desværre lidt plaget af 'elevatorgylp' her om aftenen. Kort efter vi lægger ham, vækkes han af noget der lyder som sure opstød. Han klager ikke over det, men forstyrres i søvnen og sover bedst i vores arme. Det er synd for den lille gut, og jeg håber han snart vokser fra det igen. Men jeg forsøger at undgå at stresse over at skulle bruge aftenerne i soveværelset. I stedet snuser, nusser og kysser jeg lige lidt ekstra.

Små glimt fra en dejlig dag

onsdag den 2. marts 2016

I marts glæder jeg mig til...

I går blev foråret skudt i gang med kulde, blæst og endda også sne! Men dét skal ikke afholde mig fra alverdens dejlige forårsdrømme. Så her kommer min: I marts vil jeg gerne:

  • Bestille og købe frø til køkkenhaven. Nogle af de specielle sorter regner jeg med at købe på www.fuglebjerggaard.dk. Mens jeg tidligere har haft et godt udbytte fra de billige frø i netto, så her har jeg tænkt mig at købe frø til de almindelige afgrøder.
  • Sætte jordbærplanter i en række af fundablokke. En ny idé, der forhåbentlig skal lette plukningen og give renere bær.
  • Klippe stauder ned. En forvandling af haven, som jeg næsten ikke kan vente med. Det kribler i mine fingre for at komme igang.
  • Holde påskeferie i sommerhuset med hygge, afslapning, ild i pejsen, god mad, gåture, æggejagt, kreadut, boglæsning, strikketøj og meget mere i den dur.
  • Starte i mødregruppe. Jeg glæder mig til mange gode timers hygge, snak og indtag af kaffe og boller.
  • Sætte gang i og fastholde Fridas ugentlige maddag. Frida er ganske småt spisende, især til aftensmad. Egentlig tror jeg ikke at hun er kræsen. Som helt lille spiste hun alt. Men hun er ret uinteresseret i mad, og når vi presser lidt på for at få hende til at smage ting, så ligner hun en anorektisk teenager. Og det kan jeg ganske enkelt ikke holde ud at se på. Vi tager egentlig hendes sparsomme madinddag med sindsro. Der står altid gnavegrønt og frugt på bordet til aftensmaden, og det spiser begge børn flittigt. Og der er ikke noget efterfølgende cirkus med mad inden sengetid el.l. Hvis man ikke får nok at spise til aftensmaden, så er der morgenmad lige efter man har sovet! Nogle dage spiser hun livligt af retter, som hun 'ikke kan lide' næste gang de bliver serveret. Så mit håb er, at en ugentlig maddag, hvor hun får lov at bestemme menuen, og skal være med til både tilberedning, opvask osv. vil give hende lyst til at smage flere forskellige retter og måske øge hendes nysgerrighed og interesse for aftensmaden generelt. Albert har det egentlig på helt samme måde som Frida. Han er dog i forvejen mere interesseret i at være med i køkkenet. Og jeg synes han er lidt for lille til at få en fast og mere forpligtede maddag. 

Fridas første maddag - med risengrød på menuen.
 Hun har fået at vide, at man ikke kan vælge risengrød og pandekager hver gang ;-)
Sådan ser knækbrød ud, når Albert har skåret dem :-)
  • Lave gækkebreve med ungerne. Der ligger allerede en lille bunke klar til at blive forsynet med vintergækker og sendt afsted. Men jeg ved de har planer om flere.
  • Øve mig i at bage brød og rugbrød med surdej. Jeg har en ny surdej stående på køkkenbordet. Om et par dage er den klar til at blive eksperimenteret med.

    Nogle af mine til dato bedste boller. Lavet af en evighedsdej.
  • Starte til efterfødselsgymnastik og babysalmesang.
  • Hente Frida og Albert tidligt en gang om ugen. Når Ole henter, bliver de i forvejen hentet forholdsvis tidligt. De fleste dage kl. ca. 15 - fredag lidt før. Når jeg henter foregår det med barnevogn og på cykel/løbecykel, og vi er egentlig ikke hjemme meget før Ole. Men begge børn trænger til at få trænet hhv. cykel og løbecykel, og jeg synes, at hentningen er en god og hyggelig anledning til dette.
Frida kæmper på cyklen op ad bakken. Aksel i barnevognen.
Albert i hånden med løbecyklen placeret under barnevognen.
For en uge siden lavede jeg min første "I xxx vil jeg gerne...". Der var jo kun en uge tilbage af februar, alligevel synes jeg, at jeg har nået meget af det, jeg havde på listen. Herunder vil jeg lige gøre status:


  • Spise brunch i byen med min gode barndomsveninde. Tjek! Og det var virkelig hyggeligt.
  • Tilmelde mig efterfødselstræning. Tjek! Det skal dog siges, at jeg er kommet på venteliste til holdet, men jeg regner med at få en plads allerede fra næste uge.
  • Finde et nyt strikkeprojekt. Tjek! Jeg har for første gang været ude og købe opskrift og passende (dyrt!) garn. Jeg er gået i gang med en fin nederdel til Frida. Motivationen er i top, men det går dog liiidt langsomt. For Aksel er lidt urolig om aftenen - træt, men svær at få til at sove - så ofte går og sidder jeg med ham i mine arme hele aftenen. Men alt er jo en fase (!), og jeg tror han er på vej ud af denne!
Mit nye strikkeprojekt.
  • Blive færdig med at sortere aaalt vores børnetøj. Nope! Jeg har arbejdet hårdt på sagen. Rigtig meget tøj har været ude på gulvet, er blevet størrelsessorteret, lagt sammen og puttet i kasser/poser. Men jeg mangler stadig to sække og fire store plastkasser. Pyh, hvor har vi meget børnetøj! Alt drengetøjet bliver lagt i kasser og sat på loftet til Aksel. Mens alt pigetøjet puttes i sække og gives til min barndomsveninde, der venter sit første barn til sommer. 
Billedet er sløret, men det viser vist situationen meget godt:
Mig, der sidder og hygger med Aksel, mens tøjbunkerne flyder i baggrunden.
  • Øve mig i at gå tidligt i seng - og læse i min bog. Det går ikke så godt. I hvert fald ikke det sidste, for når jeg kommer i seng, er jeg for træt til at læse. Men mon ikke det bare er sådan, når man har en lille, der spiser om natten!?
  • Have medietid (instagram, mail, blogs osv.) to gange om dagen. Det går nogenlunde. Jeg er ikke så godt til at holde mig til to gange om dagen. Ofte kommer jeg lige til at tage et hurtigt tjek, når jeg ammer. Men min tid men skærmet er skåret vældig meget ned. Og jeg lægger telefonen helt fra mig, når Frida og Albert er hjemme. Bortset lige fra, når jeg skal tage billeder af dem og deres dejlige stunder med lillebror o.l. Jeg har (endnu engang) skåret i de blogs jeg følger og jeg læser nu kun med hos de få, jeg synes virkelig giver mig noget at følge.
  • Snuse til Aksel og kysse hans små kinder igen og igen. Tjek! Aksel er simpelthen så kysseværdi, at jeg slet ikke kan lade være. Og så har han virkelig fået gang i smil og pludren...så jeg flere gange om dagen tager mig selv i at have tårer i øjnene af begejstring.
Se, det er denne er lille lækre gut, der er så svær ikke at kysse :-)
  • Tilbyde Frida og Albert et alternativ til tv og Ipad hver eftermiddag. Det har kostet lidt kampe - især med Albert - at få skåret i ipad tiden. Albert er netop begyndt at 'hænge lidt' i ipad'en, hvor han for kort tid siden kun så kort tid af gangen, hvorefter han begyndte at lege el.l. Frida har altid været vild med ipad og tv, men hun kan selv mærke - og give udtryk for - at hun synes det er dejligt, når vi hjælper hende til at lave noget andet i stedet. I weekenden hjalp hun fx troligt Ole med at læsse jord på trillebøren og køre det op i traileren og på lossepladsen. Jeg tror desværre ikke opfordring og tilbud om alternativer gør det helt for Albert. Derfor vil jeg i eftermiddag prøve med et stopur som signal til, at ipad-tiden er slut, og der skal findes alternativer.
  • Lave en jordvold med rør i kaninens løbegård. Tjek! Aksel lærte i weekenden at tage gode lange lure i barnevognen. Og det gav mig til til mit lille projekt. Det var SKØNT at knokle lidt i haven igen. Og jeg glææder mig til meget mere havearbejde i den kommende tid.
Aksel tager sin første lange lur i barnevognen :-)
Kaninvold med tunnel lavet af fundablokke. Forhåbentligt vil græsset vokse
til, selvom den lille fyr sikkert vil gøre sit til at holde det nede.
Nu må jeg hellere komme videre med tøjsorteringen så længe Aksel sover...

mandag den 29. februar 2016

Februar

Februar er fløjet afsted...og jeg har suget alt det ud af den jeg kunne. På trods af mørke, kulde og syge børn, synes jeg, det har været en dejlig måned fyldt med glæde og kærlighed. Der har været ro på og gang i den på en og samme tid. Vi har hygget med os selv og vores lille nye familiemedlem...og med masser af gode venner og familie, der har været på barselsbesøg. De to store har været på miniferie hos farmor og farfar for første gang. Og to søndage i træk har vi brugt i Egå med min familie.

Og hey NU starter foråret...dagene er blevet mærkbart længere, solen varmer, og vi har brugt det meste af weekenden i haven.

Aksel har for første gang taget nogle gode lure I barnevognen mens de to andre har leget med nabobørnene eller hjulpet os med havearbejdet. Ole har kørt læssevis af overskudsjord fra drivhusprojektet på lossepladsen, og jeg har bl.a. fået lavet en fin høj med tunnel i kaninburet. Det har været fedt at knokle i haven, få røde kinder af det fysiske arbejde og den lune forårssol. Og så afsluttede vi weekenden med snobrød, kaffe og hygge på naboens terrasse. Så er foråret skudt i gang...jeg er fan...og SÅ klar til meget mere af den slags.

onsdag den 24. februar 2016

Det simple liv

Her til aften har jeg set tv-udsendelsen: "Søren Rye præsenterer: Far mor og børn". Udsendelsen handlede om en familie på sydfyn, der har valgt at leve det helt simple liv. De var begge akademikere og manden havde ejet en it-virksomhed. Men på et tidspunkt i deres liv havde de valgt at sadle om, sælge alt og flytte ind på en lille gård lidt uden for Svendborg.  Og her levede de et liv med deres 4 børn helt simpelt. Ikke helligt på nogen måde, så huset var helt almindeligt, de havde en almindelig gasovn osv. Men de dyrkede selv grøntsager og korn med hestekraft, malede selv deres mel, lavede al mad fra bunden og syede og strikkede selv deres tøj. Børnene var derhjemme hele dagen, hvor de hjalp til og legede med det der lige var ved hånden.

Når jeg ser sådan nogle programmer, får en lille del af mig lyst til at leve sådan. En anden del af mig kunne ikke give afkald på alle de ting, mennesker og indhold, der er i mit aktuelle liv. Men jeg bliver bare vildt inspireret af at se, hvordan en simpel livsform kan være. Og jeg får lyst til at lave nogle ændringer i det liv jeg lever...til at sortere nogle vaner og handlemåder fra og dyrke nogle af de simple elementer.

Det får mig (igen) til at tænke på, hvorfor det er så svært at holde fast i nogle af de værdier, jeg synes er så gode. Hvorfor kommer jeg til at sidde og se tv om aftenen, når jeg i virkeligheden hellere ville læse en god bog, strikke eller sy? Hvorfor er jeg alt for sjældent i skoven eller ved stranden, når nu jeg elsker det!? Hvorfor sover jeg stort set aldrig i det fri og laver mad over bål, når nu jeg elsker det!? Og hvorfor accepterer jeg, at mine børn ser tv og Ipad flere timer hver dag?

Det indlysende svar er naturligvis, at vi gør det vi har energi til. For det kræver selv sagt mere energi at læse, sy strikke, lave bålmad, lege osv. end det gør at sidde i sofaen og se tv eller ipad. Men jeg ved jo, at det generere energi at gøre nogle af de ting, der virkelig har værdi for mig. Så det gælder vel bare om igen, igen at give sig selv et los bagi og komme igang med nogle af alle de ting, der kræver energi men som har mere værdi.

I forhold til mig selv, så tror jeg, at jeg som mange andre bloggere gør, vil til at lave et månedligt indlæg med ønsker og mål for ting jeg gerne vil gøre i den kommende måned. Forhåbentlig kan dette få mig til at prioritere og realisere nogle af de ting, der har værdi for mig. Kunsten for mig vil uden tvivl blive at begrænse mig og være realistisk, så jeg rent faktisk også kommer til at leve om til mine mål og ønsker.
Mht. mine børn og deres medievaner, så synes jeg virkelig at det er en svær en - som jeg sagtens kunne skrive et helt indlæg om. Jeg har ikke lyst til at lave faste regler om medietid o.l. For jeg synes at tiden foran en skærm giver mine børn noget godt. De kobler af om eftermiddagen, starter dagen helt roligt (for Alberts vedkommende starter dagen meget tidligt for tiden) og får stimuleret deres fantasi. Det er fx helt tydeligt at de bliver inspireret til gode rollelege af de figurer og universer de ser på tv og Ipad. Men jeg synes faktisk, at det har taget lidt overhånd. Jeg synes, de ser for meget, og jeg kunne godt tænke mig at inspirere dem til at bruge mere tid på andre aktiviteter. Jeg har ikke lyst til at forbyde dem at at se tv og Ipad...eller til at sætte minutter på deres skærmtid. Men jeg kunne godt tænke mig at inspirere dem til at lave andre aktiviteter og lege i stedet for. Og ikke mindst til at inddrage dem noget mere i madlavning og havearbejdet (når den tid kommer). Fx har jeg lige i dag aftalt med Frida, at hun skal til at have en ugentlig maddag.

Nu er denne måned jo snart gået, men jeg vil alligevel starte med min 'I februar vil jeg...':

  • Spise brunch i byen med min gode barndomsveninde.
  • Tilmelde mig efterfødselstræning.
  • Finde et nyt strikkeprojekt. Jeg overvejer en sommertop til Frida. Eller skal jeg hoppe på karkludsdillen!?
  • Blive færdig med at sortere aaalt vores børnetøj (der lige nu ligger ud over hele stuegulvet).
  • Øve mig i at gå tidligt i seng - og læse i min bog.
  • Have medietid (instagram, mail, blogs osv.) to gange om dagen. 10 minutter om morgenen og 20 om aftenen...med mindre jeg aktivt vælger at bruge min aften på at skrive blogindlæg, mails el.l. Tror faktisk, at jeg vil sætte et stopur, så jeg overholder tiden!
  • Snuse til Aksel og kysse hans små kinder igen og igen.
  • Tilbyde Frida og Albert et alternativ til tv og Ipad hver eftermiddag. Fx kunne de hjælpe mig med at...
  • Lave en jordvold med rør i kaninens løbegård.
Jeg kan mærke det bliver godt...jeg glæder mig allerede.

onsdag den 17. februar 2016

Ferietid og børnehave

Eftersom jeg er vant til at have ferie hver gang skolerne har ferie, er mine børn vant til at holde fri, når der er ferie og fridage i børnehaven. I denne vinterferie er tingene dog lidt anderledes. Ole har ikke ferie, og tanken om en uge alene med tre børn, syntes jeg, var rimelig uoverskuelig. Derfor er børnene tilmeldt pasning i denne uge. Og jeg har altså været lidt ambivalent med denne beslutning. Jeg føler lidt et lille behov for at forsvare den. Forleden læste jeg i et indlæg hos Fyrsten og Fruen, at jeg ikke er den eneste med dette behov. Det er egentlig åndsvagt og burde være unødvendigt. Formentlig er det kun inde i mit hoved, at folk ser skævt til, at mine børn er i institution, når der er ferie og jeg bare går derhjemme. På den ene side, så synes jeg egentlig også, at mine børn har fortjent en uges ferie. På den anden side, er jeg overbevist om, at det ikke kun er mit behov, jeg tilgodeser ved at sende dem i børnehave. Jeg kunne jo sagtens have holdt dem hjemme og placeret dem foran en ipad hele ferien. Lidt ligesom tilfældet jo egentlig har været med Frida...hvilket jo er gået helt gnidningsfrit...øh! Men jeg synes ligesom at en ferie skal byde på noget mere og andet end det. En god ferie indeholder i mine øjne både masser af sofatid, små ture ud i det blå, god tid til kreaprojekter og anden fordybelse o.l. Og dét følte jeg mig altså ikke lige i stand til at give ungerne med Aksel på armen og i barmen. Samtidig ved jeg, at mine børns børnehave er et dejligt sted at være. Jeg har faktisk rigtig svært ved at bifalde den store kritik, som institutioner får i medier, på blogs, instagram osv. JA, nomeringen burde være bedre. Og NEJ, jeg har selvfølgelig ikke lyst til at placere mine børn i børnehaven fra 7-16 hver dag. Men JA, jeg synes mine børns børnehave er et fedt sted for dem at være. Her er alle deres bedste venner. Her er tydelige, rolige og nærværende voksne. Her er gode, stimulerende aktiviteter, musik, sang, bolde, kreative aktiviteter, bålmad og tid til fri leg. Og mine unger elsker at være der. Vi sender dem glade afsted hver morgen og henter dem glade hver eftermiddag. Og selvom fridage og ferier kan være kærkomne, så synes jeg faktisk, det ville være synd for mine børn, hvis de skulle undvære børnehaven.

I forhold til denne vinterferie, så stykker vi det sådan sammen, at de foruden de fridage de havde mens Ole var på barsel, og den fridag de havde sammen med deres fætter og kusine hjemme hos mormor og morfar i mandags (og altså også bortset fra de fridage Frida har haft fordi hun har været syg - de tæller altså ikke som rigtige fridage), så skal de på miniferie hos Oles forældre i Ringkøbing mandag og tirsdag i næste uge. Herefter håber jeg, at der kommer så meget rutine i min hverdag med Aksel, at jeg kan give dem nogle gode drypvise fridage i løbet af foråret. Fridage, hvor der er tid til kreativ fordybelse, ture ud i det blå eller hvad vi ellers lige har lyst til. Og dét glæder jeg mig til.

Så i det store hele, sender jeg dem afsted i børnehave i vinterferien med god samvittighed. Jeg havde åbenbart bare lige behov for lige at retfærdiggøre det på skrift, så alle dem, der kunne finde på at dømme mig som en dårlig mor, kan se, at jeg har argumenterne i orden! HA...som om der er særlig stor sandsynlighed for, at dem, der går og dømmer mig som en dårlig mor, er en af de 6 personer, der faktisk læser min blog!! Mere herom en anden dag - altså om det der med at skrive på en blog, som næsten ingen læser!

Lidt tanker om tålmodighed og skæld ud

De seneste dage har jeg haft Frida hjemme med feber, hoste og forkølelse. Det har været hyggeligt, men altså også en anelse hårdt. I går måtte jeg bl.a. høre mig selv sige: "Frida, du må altså lige være lidt tålmodig!" hvortil hun svarede: "Mor, du er altså heller ikke særlig tålmodig!" BOM! I første omgang havde jeg lyst til at forsvare mig. Men så kom jeg til at mærke, at hun jo havde ret. Min tålmodighed bliver virkelig sat på prøve, når jeg er hjemme med syge børn. Og jeg får simpelthen så dårlig samvittighed, når min lunte bliver kort og stemmen spids.

Frida har ikke været sådan rigtig sløj. Eller dvs. det var hun søndag og mandag, hvor vi var hos mine forældre. Men de seneste to dage, hvor jeg har været alene med hende, har hun været feberfri og rimelig frisk - til trods for flere dages ikke eksisterende madindtag. Hun har ikke krævet urimelig meget af mig, men "mange bække små" kombineret med en baby på armen slider på tålmodigheden. Og når bækken bl.a. er dannet af indtil flere væltede glas mælk og vand, hobbylim o.l. efterfulgt af en forventning om, at jeg tørrer op, henter nyt osv...så bliver jeg urimeligt irriteret på det stakkels pigebarn. Hvorefter jeg forfølges af dårlig samvittighed. Hun har stort set intet fået at spise i fire dage, så der er jo for filan ikke noget at sige til, at hun ikke orker at gøre tingene selv. Og når hun vælter kopper og tallerkener, så gør hun det jo virkelig ikke med vilje. Faktisk har hun ofte selv en overbevisning om, at tingene vælter helt af sig selv. Og hvilken mor er jeg så, der skælder hende ud!? Ikke den mor jeg gerne vil være i hvert fald! Derfor fyldes jeg af den dårlige samvittighed! Jeg undskylder og glatter ud, og selvom jeg er overbevist om, at det er det helt rigtige at gøre, så fjerner det altså ikke den dårlige samvittighed. For jeg tror ikke på skæld ud! Jeg hader at skælde ud, og jeg tror ikke det gavner nogen eller noget som helst. Til gengæld synes jeg det er menneskeligt at fejle. Og jeg tror også, at det er vigtigt, at vores børn lærer, at voksne (og børn) nogle gange kommer til at reagerer og sige ting, som de egentligt ikke mener. Netop derfor gør jeg meget ud af, at undskylde og forklare hende, hvorfor jeg har sagt, som jeg har.

I morgen håber jeg, Frida er frisk til at komme i børnehave igen. Her til aften har hun virkelig været i drillehumør, og jeg tager det som et tegn på, at hun trænger til at komme ud af sofaen og hen i børnehaven, hvor der er gode aktiviteter og venner at lege med. Heldigvis er der jo vinterferie, så der er mange voksne til få børn i børnehaven i disse dage. Samtidig har Ole mulighed for at hente tidligt i morgen. Og hvis det viser sig, at hun alligevel ikke var klar, kan jeg stoppe Aksel i barnevognen og gå op og hente hende. Det er virkelig en af fordelene ved at være på barsel.

onsdag den 10. februar 2016

Hverdag


Så har Aksel rundet 19 dage...Oles barsel er slut (i denne omgang) og den første hverdagsuge på barsel med den lille gut er godt i gang.

Jeg er virkelig priviligeret. Jeg har ikke giftet mig med en rigmand...til gengæld har jeg giftet mig med en mand med rigtig gode arbejdstider. Derfor sørger Ole for både aflevering og hentning af de to store i børnehaven. Hvilket giver virkelig meget ro på mine dage herhjemme ift. hvis jeg skulle afsted med barnevogn, cykler og tre børn to gange om dagen. Og udover at have gode arbejdstider er min mand også mega sej og sød! Derfor klarer han morgenerne med de to store på egen hånd, mens jeg kan sove længe med Aksel. En luksus jeg sætter utrolig stor pris på. Men som jeg dog godt kunne tænke mig at ændre, hvis Aksel fortsætter den gode stil om natten. For jeg gad egentlig godt være lidt mere morgenmenneske, stå op med de andre og bidrage med at gøre deres morgen lidt mere hyggelig og let...det har de fortjent! Så det vil jeg prøve at finde overskuddet til i løbet af de næste uger...hep lige på mig;-)

Og så skal jeg ellers bruge de næste uger til at finde indhold og rutiner i vores nye hverdag. Da jeg blev gravid med Aksel lovede jeg mig selv, at det eneste jeg vil have travlt med på denne barsel, er ikke at have travlt med noget som helst. Jeg syntes at min barsel med Albert bare fløj afsted...og før jeg vidste af det, var den slut, og jeg var tilbage på arbejde. Som jeg har skrevet tidligere, suger jeg hvert et øjeblik med lille Aksel til mig, så godt jeg kan. Og netop dette har jeg tænkt mig at huske at gøre gennem hele barslen. Og jeg ved, at det er noget jeg skal være bevidst om. For jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg lynhurtigt får lavet planer, to-do-lister, falder i on-line-fælden (I ved, den hvor man kommer til at tjekke Instagram, Blogs, Facebook, Pinterest osv. liiiidt for ofte!) osv., så jeg glemmer at nyde nuet fuldt ud og suge hvert et øjeblik ind, lægge mærke til det, mærke det og gemme det. Og det vil jeg!

Når det så er sagt, så ved jeg også, at jeg trives bedst, når der sker noget. Jeg har ikke lyst til at sidde hjemme og snuse til Aksel hver eneste dag...nogle dage, men ikke dem alle. Jeg har naturligvis en drøm om mange rolige dage derhjemme med god tid til hygge med Aksel - og resten af familien, når de er hjemme - men også med tid til symaskinen, strikketøjet, bagning, madlavning og ikke mindst haven mens Aksel (forhåbntlig) tager nogle gode lange lure. Derudover ser jeg også frem til hyggelige dage i mødregruppe med kaffe og snak og til babysalmesang. Desuden vil jeg gerne afsted til babysvømning med jævne mellemrum, og så vil jeg gerne selv gå til efterfødselstræning. Og kan I så se, hvad der sker!? Jeg er i fuld gang med at at lægge planer...mange planer...måske for mange!? Og det vel vidende, at en dag på barsel sagtens bare kan gå med at rydde op efter morgenmaden, sætte en vask over, flytte lidt legetøj fra gulvet og amme, skifte, putte og nusse med Aksel! 

Nu må vi se, om jeg formår at finde den rette balance mellem planer og ingen planer. Jeg tror jeg vil starte hver eneste dag med at spørge mig selv, hvad har jeg (og Aksel) lyst til i dag? Og hvis jeg så har lyst til noget andet, end det jeg har planlagt, må jeg være god til at ændre planerne. Uanset, så GLÆDER jeg mig til min nye hverdag, og jeg er sikker på den bliver GOD.

Og sådan her kan en hel dag på barsel jo også gå...

Og der kan gå lang tid med at nusse med sådan en her...

tirsdag den 2. februar 2016

Babylykke

Er der nogen, der ved hvor jeg kan finde pauseknappen til tiden? For jeg kunne virkelig godt tænke mig at stoppe tiden for en stund lige nu. Jeg er fyldt med en total lykkefølelse efter Aksels fødsels, og tiden går som altid liiidt for hurtigt. Jeg forsøger dog på bedste vis at tage det hele ind og suge hvert et øjeblik til mig. Og der er mange magiske øjeblikke med en lille ny og hans dejlige storesøskende fx:
  • Duften af ens nyfødte baby.
  • Følelsen af ens læber mod den lille bløde kind. 
  • Ammelydene når han ligger ved mit bryst.
  • Når jeg tager ham op på skulderen efter amning, og han trækker benene op under sig, folder hænderne under hagen, og læner sit bløde hoved og kind mod min kind mens han knirker veltilfreds.
  • Synet af en mælkeskæv, veltilpas baby, der smiler i sin døs. Smilehullet i kinden gør synet endnu mere lækkert.
  • Når en lille buttet hånd griber om min finger og knuger den ind til sig.
  • Når Albert sidder med Aksel og gnider sin kind mod det lille hoved og kysser den lille kind. Albert har kun ro til at sidde med ham ganske kort tid ad gangen, men på den korte tid kan han sagtens nå at dynge en masse kærlighed over sin lillebror. 
  • Når Albert lige kommer forbi og stikker hovedet hen til Aksel, kysser ham og siger: "Nåå hvor er han nuttet!" eller "Såå, så, din storebror er lige her!"
  • Når Frida lige tjekker om Aksel sover ved at løfte og slippe hans arm.
  • Eller når hun tjekker om han er sulten ved at røre ved hans kind. Eller dvs. ofte rører hun ved begge kinder på en gang, så den lille mand bliver helt forvirret. Men det er så skønt at se, hvordan hun er opmærksom på hans små signaler.
  • Da først navlestumpen var røget af, ville Frida gerne hjælpe med at skifte Aksel. Selv efter at han gav en ekstra levering tis og 'karryklat' på puslepladsen den første gang, var hun villig til at hjælpe igen ved næste lorteble. Da Ole lige ville tørre det værste væk sagde hun: "Jeg plejer altså at tage det hele far!"
  • Aksel er stadig lidt sammenkrøllet som kun en nyfødt er. Og jeg elsker det. 
  • Men jeg elsker også, hvordan han - når jeg lægger ham på puslepladsen og tager bukser og ble af ham - strækker og bøjer de små ben mens han kommer med tilfredse knirkelyde.
  • Frida vil rigtig gerne sidde med Aksel, når hun hygger foran tv. Hun kan sidde med en sovende lillebror i armene i laaang tid mens hun nusser ham og sender ham kærlige blikke.
  • Selv de vågne timer om natten formår jeg at nyde. Måske er det fordi den lille gut indtil videre sørger for, at der ikke er alt for mange af dem. Men jeg nyder at høre ham knirke, at mærke ham søge efter brystet, mærke hans små hænder om min finger mens jeg lytter til hanssynkelyde, når han ammer.
  • Synet af den lille gut, sovende i sin fars arme eller på hans mave.
Jeg ved at nye tider bringer nye og andre magiske stunder med sig. Men tanken om at denne første tids magiske øjeblikke aldrig kommer igen, gør mig alligevel lidt vemodig. Og derfør gør jeg mit bedste for at suge dem til mig, mærke dem og lagre dem dybt i hukommelsen og hjertet.


mandag den 1. februar 2016

Aksels ankomst til verden

Albert er i børnehave, Frida og Ole er i biografen og Aksel tager sig en lur. Jeg har smurt mig en bolle, brygget en kop kaffe og sat mig i mit yndlingshjørne i stuen for at skrive dette indlæg. Jeg har meget på hjertet i disse dage. Jeg befinder mig i en vaske ægte lykkelig babybobble, og jeg går og brygger på et indlæg, hvor jeg vil forsøge at sætte ord på nogle af alle disse følelser. Det var egentlig dette indlæg, jeg satte mig ned for at skrive nu, men jeg kan mærke, at jeg først bliver nødt til at beskrive min oplevelse af fødslen. Så her kommer min tredje fødselsberetning. De to første beretninger er skrevet, men aldrig delt. Måske jeg deler dem med jer ved en anden lejlighed.

I dag er det 10 dage siden min fødsels endelig gik i gang. Natten til fredag havde jeg været vågen fra 2-6 med småveer. Af erfaring fra Alberts fødsels vidste jeg, at der sagtens kunne gå lang tid fra denne type veer til den aktive fødsel, så jeg lod Ole sove, stod op og spiste en portion havregrød og forsøgte ellers bare at hvile så godt jeg kunne. Ved 6-tiden gik veerne i sig selv igen, og jeg faldt i søvn. Senere på morgenen ringede jeg til min jordemoder med hvem jeg aftalte, at vi lige skulle se tide an indtil middagstid. Og hvis der ikke var kommet gang i veerne igen, skulle jeg ind til tjek og evt. igangsættelse om eftermiddagen. Børnene blev sendt i børnehave med aftale om, at de skulle hentes af mormor, og Ole blev sendt på arbejde. Derefter hoppede jeg tilbage i seng og fik nogle timers søvn. Op ad formiddagen gik jeg en tur med min veninde i det smukkeste, klare frostvejr i håb om, at det kunne sætte lidt skub i tingene - men uden held. Så ved 14-tiden kom Ole hjem og hentede mig og tog mig med på Skejby. Her kunne jordemoderen konstatere, at babyen stadig trivedes inde i maven, og at jeg var 2 cm åben. Derfor besluttede vi at få lavet hindeløsning, samt give mig et par piller og akupunkturnåle for at sætte gang i veerne igen. Jeg kunne også have fået taget vandet på dette tidspunkt, men hermed ville risikoen for, at jeg ville ende med at få ve-drop være større, og det ville jeg meget gerne undgå.

Allerede på vejen hjem fra Skejby gik veerne igang igen. Så hjemme igen spiste jeg en sandwich og hoppede derefter ind i seng for at hvile mellem veerne, der stadig var udholdelige, men langsomt steg i styrke, længde og interval. Hen mod aften tog jeg et langt brusebad for at lindre smerterne, og herefter ringede jeg igen til jordemoderen. Jeg var begyndt at blive lidt usikker og kunne ikke rigtig finde ro. Vesmerterne var stadig til at holde ud, men jeg var nervøs for, at det pludselig ville gå hurtigt. Samtidig ville jeg bare virkelig nødig køre på Skejby for bare at blive sendt hjem igen. Jordemoderen syntes heldigvis, det lød som om, det var tid til at komme på Skejby, og vi aftalte at mødes derude kl. 20.45. Jeg har været i 'kendt jordemoderordning', så det var en af mine konsultationsjordemødre som modtog os, da vi kom derud. Vi kom direkte ind på en fødestue, hvor hun kunne konstatere, at jeg var 5 cm åben og at babyens hoved stod rigtigt nede i bækkenet. Begge beskeder, som jeg blev glad og lettet over at høre. Skæv hovedstilling var noget af det, som jeg havde gået og frygtet lidt frem mod fødslen. Og beskeden om, at jeg var 5 cm åben betød, at vi kunne få lov til at blive. Dermed kunne jeg finde ro til at arbejde med veerne.

I løbet af aftenen tog veerne til i styrke. Og da jeg havde haft en håndfuld veer med god styrke, sagde jeg ja til at komme i badekar. Og hvilken fryd det var at synke sig ned i det varme vand. Det var fantastisk at føle sig vægtløs i vandet, og i første omgang virkede det rigtig godt på mine veer. Efter kort tid, tog veerne dog til i styrke og netop som jordemoderen havde forladt stuen for at give en besked til en kollega, fik jeg en let pressetrang på veerne. Jordemoderen var heldigvis hurtigt tilbage, og hun undersøgte mig, og kunne konstatere, at jeg var klar til at føde. Da jeg ikke havde lyst til at føde i karret tog jeg en rask beslutning, svingede benene over den ellers meget høje kant på karret og nærmest løb ind på fødebriksen. Så kunne Ole og jordemoderen ellers se, om de kunne ramme mig med nogle håndklæder på vejen. Hvor kræfterne til denne manøvre kom fra aner jeg ikke, men jeg kunne vel mærke, at det var nødvendigt med en hurtig 'flytning'. I det samme jeg kom på briksen kom den næste ve. Ole blev befalet (af mig og med skinger stemme) at holde mit ben, SOSU-assistenten kom flyvende ind ad døren og kort efter var hovedet ude. I pausen inden næste ve kunne jordemoderen konstatere, at vandet ikke var gået endnu, og babyen var ved at blive født i 'sejrsskjorte'. Hinderne lå som en stram plastikpose om babyens hovedet, hvilket gjorde Ole en anelse nervøs for babyens velbefindende. Men jordemoder og SOSU-assistent tog det helt roligt. Med næste ve - kl. 23.27 - kom babyen ud, hinden blev brudt og vandet skyllede ud over gulvet. Og jeg fik den mest fantastiske, lille, varme, bløde dreng op på brystet. Det var lige sådan jeg havde håbet og ønsket det ville være. Et ubeskriveligt og uforglemmeligt øjeblik efter en fødsels, som jeg har svært ved at forestille mig, kunne forløbe meget bedre.

Det magiske første møde

De efterfølgende timer var også ret magiske. Der var en helt rolig stemning på fødeafdelingen, og vi fik god tid til at snuse, kigge og kysse vores lille nye søn. Vi fik lidt at spise, og han fandt også brystet efter lidt tids søgen, utålmodig babygråd og beroligelse med "Jeg ved en lærkerede", som han tydeligvis kunne kende fra Frida og Alberts godnatsang. Efter nogle timer kom jordemoderen tilbage for at måle og veje den lille gut. Vi var begge overbeviste om, at han var det mindste af vores børn, men vægten viste, at han kom ind på en midterplads med 4180 g og 54 cm.

Da der var god plads på fødegangen fik vi at vide, at vi godt måtte blive og sove et par timer. Men selvom jeg ikke var helt i hopla, ville vi begge to gerne hjem i vores egen seng. Så ved tre-tiden begav vi os ud i snevejret. Vel hjemme lagde vi vores lille dreng mellem os, snusede lidt mere til ham inden vi alle fire fik fire timers god søvn

onsdag den 13. januar 2016

Stilhed før stormen

Der er i den grad stilhed før stormen i det lille hjem i disse dage. Jeg sover længe hver morgen, tuller rundt og ordner et par småting, og sidder ellers bare så meget som muligt lige her i mit yndlingshjørne med lydbog og strikketøj. Og jeg stornyder det ♡

Jeg ved at jeg inden for kort tid skal igennem en stor fysisk præstation, så ud over at forkæle mig selv med ro og hvile, forkæler jeg også mig selv med lækker mad, friskpresset juice...og kaffe😉

Om lidt ved jeg, at mit liv vil blive fyldt med alt andet end denne fuldstændige ro. Med det lille nye familiemedlem følger naturligvis - foruden kærlighed og lykke - usikkerhed, uvished og manglende søvn. Det ved jeg af erfaring...og netop derfor nyder jeg roen lige nu med god samvittighed og tålmodig venten på alt det store, der venter lige om hjørnet.

mandag den 11. januar 2016

Termin





I går ramte jeg min terminsdato, og jeg benyttede anledningen til at få taget lidt billeder af min runde mave. Jeg synes, det er svært at få gode billeder af sådan en mave - billeder der afspejler den der helt specielle følelse det er, at være højgravid, og billeder, der afspejler børnenes interesse for maven og deres forventningsglæde. Jeg synes, det er både meget smukt og meget specielt at være gravid. Og selvom jeg efterhånden er ved at være klar til at få en lidt mere mobil krop igen, så synes jeg også, det er lidt vemodigt, at det - formentlig - er sidste gang jeg oplever denne helt specielle følelse det er, at have et lille menneske inden i sig. 

Som skrevet er jeg ved at være klar til at få en mere mobil krop igen. Jeg ser frem til, at jeg kan gå normalt igen, rejse mig op uden problemer...ja måske kommer jeg endda til at løbe igen;-) Men mest af alt glæder jeg mig til at kunne mosle med og kramme mine børn helt tæt. 

Om jeg er klar til fødslen ved jeg endnu ikke helt. Hver gang jeg har en stille stund, prøver jeg at forestille mig, hvordan det bliver, prøver at forberede mig på det jeg skal igennem. Men jeg begriber det altså ikke. Jeg begriber ikke, at jeg indenfor de næste dage skal igennem endnu en fødsel, og jeg begriber ikke, at der lige om lidt er endnu et lille medlem af vores familie. Jeg er spændt, og jeg glæder mig, men jeg kan altså ikke forstå det ordentligt. Og jeg kommer nok ikke til at forstå det, før jeg er midt i det, og før jeg har den lille nye i mine arme.

Det bliver spændende at se, hvornår det sker. 


tirsdag den 5. januar 2016

Der skal to til en tango...

...ligesom der skal to til at lave et barn (i traditionel forstand)...og dermed også to til at vælge et navn til dette barn. Og på dette felt er vi virkelig udfordrede denne gang. Vi har hver især et par favoritnavne til hhv. en pige og en dreng. Men vi har ingen navne, som vi er enige om.

Der er mange aspekter at tage hensyn til, når man skal vælge et navn til sit barn. Personligt har jeg to kriterier, som jeg går efter:
1) at det skal have to stavelser - bare fordi!
2) at man ikke må være i tvivl om, hvordan det staves.

Det sidste punkt kommer af, at jeg altid (indtil jeg blev gift) har heddet: Sine uden g, Løkke med Ø og Kristensen med K. Vores børn hedder Løkke Madsen til efternavn, så de vil stadig have ét navn, som skal staves. Men jeg synes vi skal lade dem slippe her. Og måske er jeg også en lille smule miljøskadet af mit arbejde på dette felt. Det er bare lettest med de børn, med navne, der kun har en stavemåde, så man ikke kommer til at fornærme dem, hver gang man får skrevet deres navn forkert. Under dette kriterie ryger gode navne som Aksel, Konrad og Einer.

Ud over disse to kriterier, er vi enige om, at navnet ikke må være for specielt og samtidig behøver det ikke være et top 10 navn.

Og så er der 'hensynet' til børnenavne i vores vennekreds og familie. Fx. er vi begge to ret glade for 'Agnes' og ville nok uden tvivl vælge dette navn, hvis vi fik en pige. Hvis altså det ikke var fordi der bor en dejlig, sød 3. årig med dette navn i vores nabohus. Men er dette nok til at fravælge et smukt navn, som vores barn skal have for livet!?

Jeg er også ret vild med navnet Vilbert. Men med en søn der hedder Albert og en lille nevø, der hedder Vilfred, går det vist ikke, vel!? På samme måde er der faktisk en hel del søde -bert og Al- navne, der kommer lidt for tæt på Albert, fx. Hubert, Herbert og Alfred.

Jeg er selv kommet frem til to klare favoritter, som jeg vil forsøge at bearbejde Ole med frem mod fødslen. Jeg tror han har det på samme måde med sine favoritter. Og jeg tror faktisk, at det ender med, at Ole trækker det lange strå denne gang. Men hvem ved, måske det helt rigtige navn bare kommer til os, når vi ser den lille! Man har jo lov at håbe.

mandag den 4. januar 2016

Second breakfast på årets første arbejdsdag


I skrivende stund sidder jeg i mit yndlingshjørne af stuen og nyder en lækker second breakfast mens solens stråler varmer mig. Og jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at starte denne årets første arbejdsdag på.

I morges sendte jeg to friske og glade unger - og deres knap så friske far - afsted i børnehave og på arbejde. Derefter klaskede jeg en bolledej sammen og krøb tilbage under min dyne med min bog i hånden. Ah!

De største planer for de kommende dage er, at få ordnet de sidste praktiske ting til babys ankomst og ellers bare at hvile min tunge krop, og lade den godt og grundigt op til den snarligt forestående fødsel.

Jeg har stornydt juleferien sammen med min familie. Det har været virkelig skønt at have SÅ mange dage sammen med de tre jeg holder aller mest af. Vi har sovet længe, hygget med ipad, tv, læsning, leg. Haft legeaftaler og hygget med familie og gode venner. Og så har vi fået ordnet en del praktiske opgaver herhjemme heriblandt klargøring til babys ankomst. Vi har vasket de helt små størrelser, pakket tasken til fødegangen, fundet babyliften og -sengen frem. Vasket babydyner og voksipose. Og bestilt nye madrasser til barnevogn og lift. Så når de er klar engang i morgen, tror jeg, vi er klar til babyens ankomst - i hvert fald på det praktiske felt.

Jeg selv går og arbejder mentalt med at blive klar til fødslen. Jeg havde en god fødsels med Frida og en rigtig god fødsels med Albert. Så selvom det naturligvis er benhårdt arbejde og ubeskrivelig smertefuldt, så følte jeg mig bare virkelig sej efter fødslerne. Det er jo for fa'en lige netop dét vi er skabt til...er det ik!? Og jeg synes bare, der er noget helt fantastisk over den måde vores krop kan præstere på under sådan en fødsels. Det er fantastisk hvordan fornuften bliver slået fra til fordel for fysikken og hvordan kroppen kan klare denne præstation, hvis bare vi giver den lov til det. Og så er det jo bare det mest fantastiske i hele verden at modtage sit lille varme og bløde barn - at mærke, se og føle dette lille nye væsen for første gang overgår ALT andet i hele verden. Og dét glæder jeg mig til. Og dét øjeblik forsøger jeg at fokusere på, i min mentale forberedelse til fødslen.

Et felt, hvor vi bare slet ikke er klar til babys ankomst er ift. navn. Denne udfordring har jeg planer om at lave et selvstændigt indlæg om. Ligesom jeg også pønser på en lille nytårsopdatering.