mandag den 11. januar 2016

Termin





I går ramte jeg min terminsdato, og jeg benyttede anledningen til at få taget lidt billeder af min runde mave. Jeg synes, det er svært at få gode billeder af sådan en mave - billeder der afspejler den der helt specielle følelse det er, at være højgravid, og billeder, der afspejler børnenes interesse for maven og deres forventningsglæde. Jeg synes, det er både meget smukt og meget specielt at være gravid. Og selvom jeg efterhånden er ved at være klar til at få en lidt mere mobil krop igen, så synes jeg også, det er lidt vemodigt, at det - formentlig - er sidste gang jeg oplever denne helt specielle følelse det er, at have et lille menneske inden i sig. 

Som skrevet er jeg ved at være klar til at få en mere mobil krop igen. Jeg ser frem til, at jeg kan gå normalt igen, rejse mig op uden problemer...ja måske kommer jeg endda til at løbe igen;-) Men mest af alt glæder jeg mig til at kunne mosle med og kramme mine børn helt tæt. 

Om jeg er klar til fødslen ved jeg endnu ikke helt. Hver gang jeg har en stille stund, prøver jeg at forestille mig, hvordan det bliver, prøver at forberede mig på det jeg skal igennem. Men jeg begriber det altså ikke. Jeg begriber ikke, at jeg indenfor de næste dage skal igennem endnu en fødsel, og jeg begriber ikke, at der lige om lidt er endnu et lille medlem af vores familie. Jeg er spændt, og jeg glæder mig, men jeg kan altså ikke forstå det ordentligt. Og jeg kommer nok ikke til at forstå det, før jeg er midt i det, og før jeg har den lille nye i mine arme.

Det bliver spændende at se, hvornår det sker. 


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar