mandag den 29. februar 2016

Februar

Februar er fløjet afsted...og jeg har suget alt det ud af den jeg kunne. På trods af mørke, kulde og syge børn, synes jeg, det har været en dejlig måned fyldt med glæde og kærlighed. Der har været ro på og gang i den på en og samme tid. Vi har hygget med os selv og vores lille nye familiemedlem...og med masser af gode venner og familie, der har været på barselsbesøg. De to store har været på miniferie hos farmor og farfar for første gang. Og to søndage i træk har vi brugt i Egå med min familie.

Og hey NU starter foråret...dagene er blevet mærkbart længere, solen varmer, og vi har brugt det meste af weekenden i haven.

Aksel har for første gang taget nogle gode lure I barnevognen mens de to andre har leget med nabobørnene eller hjulpet os med havearbejdet. Ole har kørt læssevis af overskudsjord fra drivhusprojektet på lossepladsen, og jeg har bl.a. fået lavet en fin høj med tunnel i kaninburet. Det har været fedt at knokle i haven, få røde kinder af det fysiske arbejde og den lune forårssol. Og så afsluttede vi weekenden med snobrød, kaffe og hygge på naboens terrasse. Så er foråret skudt i gang...jeg er fan...og SÅ klar til meget mere af den slags.

onsdag den 24. februar 2016

Det simple liv

Her til aften har jeg set tv-udsendelsen: "Søren Rye præsenterer: Far mor og børn". Udsendelsen handlede om en familie på sydfyn, der har valgt at leve det helt simple liv. De var begge akademikere og manden havde ejet en it-virksomhed. Men på et tidspunkt i deres liv havde de valgt at sadle om, sælge alt og flytte ind på en lille gård lidt uden for Svendborg.  Og her levede de et liv med deres 4 børn helt simpelt. Ikke helligt på nogen måde, så huset var helt almindeligt, de havde en almindelig gasovn osv. Men de dyrkede selv grøntsager og korn med hestekraft, malede selv deres mel, lavede al mad fra bunden og syede og strikkede selv deres tøj. Børnene var derhjemme hele dagen, hvor de hjalp til og legede med det der lige var ved hånden.

Når jeg ser sådan nogle programmer, får en lille del af mig lyst til at leve sådan. En anden del af mig kunne ikke give afkald på alle de ting, mennesker og indhold, der er i mit aktuelle liv. Men jeg bliver bare vildt inspireret af at se, hvordan en simpel livsform kan være. Og jeg får lyst til at lave nogle ændringer i det liv jeg lever...til at sortere nogle vaner og handlemåder fra og dyrke nogle af de simple elementer.

Det får mig (igen) til at tænke på, hvorfor det er så svært at holde fast i nogle af de værdier, jeg synes er så gode. Hvorfor kommer jeg til at sidde og se tv om aftenen, når jeg i virkeligheden hellere ville læse en god bog, strikke eller sy? Hvorfor er jeg alt for sjældent i skoven eller ved stranden, når nu jeg elsker det!? Hvorfor sover jeg stort set aldrig i det fri og laver mad over bål, når nu jeg elsker det!? Og hvorfor accepterer jeg, at mine børn ser tv og Ipad flere timer hver dag?

Det indlysende svar er naturligvis, at vi gør det vi har energi til. For det kræver selv sagt mere energi at læse, sy strikke, lave bålmad, lege osv. end det gør at sidde i sofaen og se tv eller ipad. Men jeg ved jo, at det generere energi at gøre nogle af de ting, der virkelig har værdi for mig. Så det gælder vel bare om igen, igen at give sig selv et los bagi og komme igang med nogle af alle de ting, der kræver energi men som har mere værdi.

I forhold til mig selv, så tror jeg, at jeg som mange andre bloggere gør, vil til at lave et månedligt indlæg med ønsker og mål for ting jeg gerne vil gøre i den kommende måned. Forhåbentlig kan dette få mig til at prioritere og realisere nogle af de ting, der har værdi for mig. Kunsten for mig vil uden tvivl blive at begrænse mig og være realistisk, så jeg rent faktisk også kommer til at leve om til mine mål og ønsker.
Mht. mine børn og deres medievaner, så synes jeg virkelig at det er en svær en - som jeg sagtens kunne skrive et helt indlæg om. Jeg har ikke lyst til at lave faste regler om medietid o.l. For jeg synes at tiden foran en skærm giver mine børn noget godt. De kobler af om eftermiddagen, starter dagen helt roligt (for Alberts vedkommende starter dagen meget tidligt for tiden) og får stimuleret deres fantasi. Det er fx helt tydeligt at de bliver inspireret til gode rollelege af de figurer og universer de ser på tv og Ipad. Men jeg synes faktisk, at det har taget lidt overhånd. Jeg synes, de ser for meget, og jeg kunne godt tænke mig at inspirere dem til at bruge mere tid på andre aktiviteter. Jeg har ikke lyst til at forbyde dem at at se tv og Ipad...eller til at sætte minutter på deres skærmtid. Men jeg kunne godt tænke mig at inspirere dem til at lave andre aktiviteter og lege i stedet for. Og ikke mindst til at inddrage dem noget mere i madlavning og havearbejdet (når den tid kommer). Fx har jeg lige i dag aftalt med Frida, at hun skal til at have en ugentlig maddag.

Nu er denne måned jo snart gået, men jeg vil alligevel starte med min 'I februar vil jeg...':

  • Spise brunch i byen med min gode barndomsveninde.
  • Tilmelde mig efterfødselstræning.
  • Finde et nyt strikkeprojekt. Jeg overvejer en sommertop til Frida. Eller skal jeg hoppe på karkludsdillen!?
  • Blive færdig med at sortere aaalt vores børnetøj (der lige nu ligger ud over hele stuegulvet).
  • Øve mig i at gå tidligt i seng - og læse i min bog.
  • Have medietid (instagram, mail, blogs osv.) to gange om dagen. 10 minutter om morgenen og 20 om aftenen...med mindre jeg aktivt vælger at bruge min aften på at skrive blogindlæg, mails el.l. Tror faktisk, at jeg vil sætte et stopur, så jeg overholder tiden!
  • Snuse til Aksel og kysse hans små kinder igen og igen.
  • Tilbyde Frida og Albert et alternativ til tv og Ipad hver eftermiddag. Fx kunne de hjælpe mig med at...
  • Lave en jordvold med rør i kaninens løbegård.
Jeg kan mærke det bliver godt...jeg glæder mig allerede.

onsdag den 17. februar 2016

Ferietid og børnehave

Eftersom jeg er vant til at have ferie hver gang skolerne har ferie, er mine børn vant til at holde fri, når der er ferie og fridage i børnehaven. I denne vinterferie er tingene dog lidt anderledes. Ole har ikke ferie, og tanken om en uge alene med tre børn, syntes jeg, var rimelig uoverskuelig. Derfor er børnene tilmeldt pasning i denne uge. Og jeg har altså været lidt ambivalent med denne beslutning. Jeg føler lidt et lille behov for at forsvare den. Forleden læste jeg i et indlæg hos Fyrsten og Fruen, at jeg ikke er den eneste med dette behov. Det er egentlig åndsvagt og burde være unødvendigt. Formentlig er det kun inde i mit hoved, at folk ser skævt til, at mine børn er i institution, når der er ferie og jeg bare går derhjemme. På den ene side, så synes jeg egentlig også, at mine børn har fortjent en uges ferie. På den anden side, er jeg overbevist om, at det ikke kun er mit behov, jeg tilgodeser ved at sende dem i børnehave. Jeg kunne jo sagtens have holdt dem hjemme og placeret dem foran en ipad hele ferien. Lidt ligesom tilfældet jo egentlig har været med Frida...hvilket jo er gået helt gnidningsfrit...øh! Men jeg synes ligesom at en ferie skal byde på noget mere og andet end det. En god ferie indeholder i mine øjne både masser af sofatid, små ture ud i det blå, god tid til kreaprojekter og anden fordybelse o.l. Og dét følte jeg mig altså ikke lige i stand til at give ungerne med Aksel på armen og i barmen. Samtidig ved jeg, at mine børns børnehave er et dejligt sted at være. Jeg har faktisk rigtig svært ved at bifalde den store kritik, som institutioner får i medier, på blogs, instagram osv. JA, nomeringen burde være bedre. Og NEJ, jeg har selvfølgelig ikke lyst til at placere mine børn i børnehaven fra 7-16 hver dag. Men JA, jeg synes mine børns børnehave er et fedt sted for dem at være. Her er alle deres bedste venner. Her er tydelige, rolige og nærværende voksne. Her er gode, stimulerende aktiviteter, musik, sang, bolde, kreative aktiviteter, bålmad og tid til fri leg. Og mine unger elsker at være der. Vi sender dem glade afsted hver morgen og henter dem glade hver eftermiddag. Og selvom fridage og ferier kan være kærkomne, så synes jeg faktisk, det ville være synd for mine børn, hvis de skulle undvære børnehaven.

I forhold til denne vinterferie, så stykker vi det sådan sammen, at de foruden de fridage de havde mens Ole var på barsel, og den fridag de havde sammen med deres fætter og kusine hjemme hos mormor og morfar i mandags (og altså også bortset fra de fridage Frida har haft fordi hun har været syg - de tæller altså ikke som rigtige fridage), så skal de på miniferie hos Oles forældre i Ringkøbing mandag og tirsdag i næste uge. Herefter håber jeg, at der kommer så meget rutine i min hverdag med Aksel, at jeg kan give dem nogle gode drypvise fridage i løbet af foråret. Fridage, hvor der er tid til kreativ fordybelse, ture ud i det blå eller hvad vi ellers lige har lyst til. Og dét glæder jeg mig til.

Så i det store hele, sender jeg dem afsted i børnehave i vinterferien med god samvittighed. Jeg havde åbenbart bare lige behov for lige at retfærdiggøre det på skrift, så alle dem, der kunne finde på at dømme mig som en dårlig mor, kan se, at jeg har argumenterne i orden! HA...som om der er særlig stor sandsynlighed for, at dem, der går og dømmer mig som en dårlig mor, er en af de 6 personer, der faktisk læser min blog!! Mere herom en anden dag - altså om det der med at skrive på en blog, som næsten ingen læser!

Lidt tanker om tålmodighed og skæld ud

De seneste dage har jeg haft Frida hjemme med feber, hoste og forkølelse. Det har været hyggeligt, men altså også en anelse hårdt. I går måtte jeg bl.a. høre mig selv sige: "Frida, du må altså lige være lidt tålmodig!" hvortil hun svarede: "Mor, du er altså heller ikke særlig tålmodig!" BOM! I første omgang havde jeg lyst til at forsvare mig. Men så kom jeg til at mærke, at hun jo havde ret. Min tålmodighed bliver virkelig sat på prøve, når jeg er hjemme med syge børn. Og jeg får simpelthen så dårlig samvittighed, når min lunte bliver kort og stemmen spids.

Frida har ikke været sådan rigtig sløj. Eller dvs. det var hun søndag og mandag, hvor vi var hos mine forældre. Men de seneste to dage, hvor jeg har været alene med hende, har hun været feberfri og rimelig frisk - til trods for flere dages ikke eksisterende madindtag. Hun har ikke krævet urimelig meget af mig, men "mange bække små" kombineret med en baby på armen slider på tålmodigheden. Og når bækken bl.a. er dannet af indtil flere væltede glas mælk og vand, hobbylim o.l. efterfulgt af en forventning om, at jeg tørrer op, henter nyt osv...så bliver jeg urimeligt irriteret på det stakkels pigebarn. Hvorefter jeg forfølges af dårlig samvittighed. Hun har stort set intet fået at spise i fire dage, så der er jo for filan ikke noget at sige til, at hun ikke orker at gøre tingene selv. Og når hun vælter kopper og tallerkener, så gør hun det jo virkelig ikke med vilje. Faktisk har hun ofte selv en overbevisning om, at tingene vælter helt af sig selv. Og hvilken mor er jeg så, der skælder hende ud!? Ikke den mor jeg gerne vil være i hvert fald! Derfor fyldes jeg af den dårlige samvittighed! Jeg undskylder og glatter ud, og selvom jeg er overbevist om, at det er det helt rigtige at gøre, så fjerner det altså ikke den dårlige samvittighed. For jeg tror ikke på skæld ud! Jeg hader at skælde ud, og jeg tror ikke det gavner nogen eller noget som helst. Til gengæld synes jeg det er menneskeligt at fejle. Og jeg tror også, at det er vigtigt, at vores børn lærer, at voksne (og børn) nogle gange kommer til at reagerer og sige ting, som de egentligt ikke mener. Netop derfor gør jeg meget ud af, at undskylde og forklare hende, hvorfor jeg har sagt, som jeg har.

I morgen håber jeg, Frida er frisk til at komme i børnehave igen. Her til aften har hun virkelig været i drillehumør, og jeg tager det som et tegn på, at hun trænger til at komme ud af sofaen og hen i børnehaven, hvor der er gode aktiviteter og venner at lege med. Heldigvis er der jo vinterferie, så der er mange voksne til få børn i børnehaven i disse dage. Samtidig har Ole mulighed for at hente tidligt i morgen. Og hvis det viser sig, at hun alligevel ikke var klar, kan jeg stoppe Aksel i barnevognen og gå op og hente hende. Det er virkelig en af fordelene ved at være på barsel.

onsdag den 10. februar 2016

Hverdag


Så har Aksel rundet 19 dage...Oles barsel er slut (i denne omgang) og den første hverdagsuge på barsel med den lille gut er godt i gang.

Jeg er virkelig priviligeret. Jeg har ikke giftet mig med en rigmand...til gengæld har jeg giftet mig med en mand med rigtig gode arbejdstider. Derfor sørger Ole for både aflevering og hentning af de to store i børnehaven. Hvilket giver virkelig meget ro på mine dage herhjemme ift. hvis jeg skulle afsted med barnevogn, cykler og tre børn to gange om dagen. Og udover at have gode arbejdstider er min mand også mega sej og sød! Derfor klarer han morgenerne med de to store på egen hånd, mens jeg kan sove længe med Aksel. En luksus jeg sætter utrolig stor pris på. Men som jeg dog godt kunne tænke mig at ændre, hvis Aksel fortsætter den gode stil om natten. For jeg gad egentlig godt være lidt mere morgenmenneske, stå op med de andre og bidrage med at gøre deres morgen lidt mere hyggelig og let...det har de fortjent! Så det vil jeg prøve at finde overskuddet til i løbet af de næste uger...hep lige på mig;-)

Og så skal jeg ellers bruge de næste uger til at finde indhold og rutiner i vores nye hverdag. Da jeg blev gravid med Aksel lovede jeg mig selv, at det eneste jeg vil have travlt med på denne barsel, er ikke at have travlt med noget som helst. Jeg syntes at min barsel med Albert bare fløj afsted...og før jeg vidste af det, var den slut, og jeg var tilbage på arbejde. Som jeg har skrevet tidligere, suger jeg hvert et øjeblik med lille Aksel til mig, så godt jeg kan. Og netop dette har jeg tænkt mig at huske at gøre gennem hele barslen. Og jeg ved, at det er noget jeg skal være bevidst om. For jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg lynhurtigt får lavet planer, to-do-lister, falder i on-line-fælden (I ved, den hvor man kommer til at tjekke Instagram, Blogs, Facebook, Pinterest osv. liiiidt for ofte!) osv., så jeg glemmer at nyde nuet fuldt ud og suge hvert et øjeblik ind, lægge mærke til det, mærke det og gemme det. Og det vil jeg!

Når det så er sagt, så ved jeg også, at jeg trives bedst, når der sker noget. Jeg har ikke lyst til at sidde hjemme og snuse til Aksel hver eneste dag...nogle dage, men ikke dem alle. Jeg har naturligvis en drøm om mange rolige dage derhjemme med god tid til hygge med Aksel - og resten af familien, når de er hjemme - men også med tid til symaskinen, strikketøjet, bagning, madlavning og ikke mindst haven mens Aksel (forhåbntlig) tager nogle gode lange lure. Derudover ser jeg også frem til hyggelige dage i mødregruppe med kaffe og snak og til babysalmesang. Desuden vil jeg gerne afsted til babysvømning med jævne mellemrum, og så vil jeg gerne selv gå til efterfødselstræning. Og kan I så se, hvad der sker!? Jeg er i fuld gang med at at lægge planer...mange planer...måske for mange!? Og det vel vidende, at en dag på barsel sagtens bare kan gå med at rydde op efter morgenmaden, sætte en vask over, flytte lidt legetøj fra gulvet og amme, skifte, putte og nusse med Aksel! 

Nu må vi se, om jeg formår at finde den rette balance mellem planer og ingen planer. Jeg tror jeg vil starte hver eneste dag med at spørge mig selv, hvad har jeg (og Aksel) lyst til i dag? Og hvis jeg så har lyst til noget andet, end det jeg har planlagt, må jeg være god til at ændre planerne. Uanset, så GLÆDER jeg mig til min nye hverdag, og jeg er sikker på den bliver GOD.

Og sådan her kan en hel dag på barsel jo også gå...

Og der kan gå lang tid med at nusse med sådan en her...

tirsdag den 2. februar 2016

Babylykke

Er der nogen, der ved hvor jeg kan finde pauseknappen til tiden? For jeg kunne virkelig godt tænke mig at stoppe tiden for en stund lige nu. Jeg er fyldt med en total lykkefølelse efter Aksels fødsels, og tiden går som altid liiidt for hurtigt. Jeg forsøger dog på bedste vis at tage det hele ind og suge hvert et øjeblik til mig. Og der er mange magiske øjeblikke med en lille ny og hans dejlige storesøskende fx:
  • Duften af ens nyfødte baby.
  • Følelsen af ens læber mod den lille bløde kind. 
  • Ammelydene når han ligger ved mit bryst.
  • Når jeg tager ham op på skulderen efter amning, og han trækker benene op under sig, folder hænderne under hagen, og læner sit bløde hoved og kind mod min kind mens han knirker veltilfreds.
  • Synet af en mælkeskæv, veltilpas baby, der smiler i sin døs. Smilehullet i kinden gør synet endnu mere lækkert.
  • Når en lille buttet hånd griber om min finger og knuger den ind til sig.
  • Når Albert sidder med Aksel og gnider sin kind mod det lille hoved og kysser den lille kind. Albert har kun ro til at sidde med ham ganske kort tid ad gangen, men på den korte tid kan han sagtens nå at dynge en masse kærlighed over sin lillebror. 
  • Når Albert lige kommer forbi og stikker hovedet hen til Aksel, kysser ham og siger: "Nåå hvor er han nuttet!" eller "Såå, så, din storebror er lige her!"
  • Når Frida lige tjekker om Aksel sover ved at løfte og slippe hans arm.
  • Eller når hun tjekker om han er sulten ved at røre ved hans kind. Eller dvs. ofte rører hun ved begge kinder på en gang, så den lille mand bliver helt forvirret. Men det er så skønt at se, hvordan hun er opmærksom på hans små signaler.
  • Da først navlestumpen var røget af, ville Frida gerne hjælpe med at skifte Aksel. Selv efter at han gav en ekstra levering tis og 'karryklat' på puslepladsen den første gang, var hun villig til at hjælpe igen ved næste lorteble. Da Ole lige ville tørre det værste væk sagde hun: "Jeg plejer altså at tage det hele far!"
  • Aksel er stadig lidt sammenkrøllet som kun en nyfødt er. Og jeg elsker det. 
  • Men jeg elsker også, hvordan han - når jeg lægger ham på puslepladsen og tager bukser og ble af ham - strækker og bøjer de små ben mens han kommer med tilfredse knirkelyde.
  • Frida vil rigtig gerne sidde med Aksel, når hun hygger foran tv. Hun kan sidde med en sovende lillebror i armene i laaang tid mens hun nusser ham og sender ham kærlige blikke.
  • Selv de vågne timer om natten formår jeg at nyde. Måske er det fordi den lille gut indtil videre sørger for, at der ikke er alt for mange af dem. Men jeg nyder at høre ham knirke, at mærke ham søge efter brystet, mærke hans små hænder om min finger mens jeg lytter til hanssynkelyde, når han ammer.
  • Synet af den lille gut, sovende i sin fars arme eller på hans mave.
Jeg ved at nye tider bringer nye og andre magiske stunder med sig. Men tanken om at denne første tids magiske øjeblikke aldrig kommer igen, gør mig alligevel lidt vemodig. Og derfør gør jeg mit bedste for at suge dem til mig, mærke dem og lagre dem dybt i hukommelsen og hjertet.


mandag den 1. februar 2016

Aksels ankomst til verden

Albert er i børnehave, Frida og Ole er i biografen og Aksel tager sig en lur. Jeg har smurt mig en bolle, brygget en kop kaffe og sat mig i mit yndlingshjørne i stuen for at skrive dette indlæg. Jeg har meget på hjertet i disse dage. Jeg befinder mig i en vaske ægte lykkelig babybobble, og jeg går og brygger på et indlæg, hvor jeg vil forsøge at sætte ord på nogle af alle disse følelser. Det var egentlig dette indlæg, jeg satte mig ned for at skrive nu, men jeg kan mærke, at jeg først bliver nødt til at beskrive min oplevelse af fødslen. Så her kommer min tredje fødselsberetning. De to første beretninger er skrevet, men aldrig delt. Måske jeg deler dem med jer ved en anden lejlighed.

I dag er det 10 dage siden min fødsels endelig gik i gang. Natten til fredag havde jeg været vågen fra 2-6 med småveer. Af erfaring fra Alberts fødsels vidste jeg, at der sagtens kunne gå lang tid fra denne type veer til den aktive fødsel, så jeg lod Ole sove, stod op og spiste en portion havregrød og forsøgte ellers bare at hvile så godt jeg kunne. Ved 6-tiden gik veerne i sig selv igen, og jeg faldt i søvn. Senere på morgenen ringede jeg til min jordemoder med hvem jeg aftalte, at vi lige skulle se tide an indtil middagstid. Og hvis der ikke var kommet gang i veerne igen, skulle jeg ind til tjek og evt. igangsættelse om eftermiddagen. Børnene blev sendt i børnehave med aftale om, at de skulle hentes af mormor, og Ole blev sendt på arbejde. Derefter hoppede jeg tilbage i seng og fik nogle timers søvn. Op ad formiddagen gik jeg en tur med min veninde i det smukkeste, klare frostvejr i håb om, at det kunne sætte lidt skub i tingene - men uden held. Så ved 14-tiden kom Ole hjem og hentede mig og tog mig med på Skejby. Her kunne jordemoderen konstatere, at babyen stadig trivedes inde i maven, og at jeg var 2 cm åben. Derfor besluttede vi at få lavet hindeløsning, samt give mig et par piller og akupunkturnåle for at sætte gang i veerne igen. Jeg kunne også have fået taget vandet på dette tidspunkt, men hermed ville risikoen for, at jeg ville ende med at få ve-drop være større, og det ville jeg meget gerne undgå.

Allerede på vejen hjem fra Skejby gik veerne igang igen. Så hjemme igen spiste jeg en sandwich og hoppede derefter ind i seng for at hvile mellem veerne, der stadig var udholdelige, men langsomt steg i styrke, længde og interval. Hen mod aften tog jeg et langt brusebad for at lindre smerterne, og herefter ringede jeg igen til jordemoderen. Jeg var begyndt at blive lidt usikker og kunne ikke rigtig finde ro. Vesmerterne var stadig til at holde ud, men jeg var nervøs for, at det pludselig ville gå hurtigt. Samtidig ville jeg bare virkelig nødig køre på Skejby for bare at blive sendt hjem igen. Jordemoderen syntes heldigvis, det lød som om, det var tid til at komme på Skejby, og vi aftalte at mødes derude kl. 20.45. Jeg har været i 'kendt jordemoderordning', så det var en af mine konsultationsjordemødre som modtog os, da vi kom derud. Vi kom direkte ind på en fødestue, hvor hun kunne konstatere, at jeg var 5 cm åben og at babyens hoved stod rigtigt nede i bækkenet. Begge beskeder, som jeg blev glad og lettet over at høre. Skæv hovedstilling var noget af det, som jeg havde gået og frygtet lidt frem mod fødslen. Og beskeden om, at jeg var 5 cm åben betød, at vi kunne få lov til at blive. Dermed kunne jeg finde ro til at arbejde med veerne.

I løbet af aftenen tog veerne til i styrke. Og da jeg havde haft en håndfuld veer med god styrke, sagde jeg ja til at komme i badekar. Og hvilken fryd det var at synke sig ned i det varme vand. Det var fantastisk at føle sig vægtløs i vandet, og i første omgang virkede det rigtig godt på mine veer. Efter kort tid, tog veerne dog til i styrke og netop som jordemoderen havde forladt stuen for at give en besked til en kollega, fik jeg en let pressetrang på veerne. Jordemoderen var heldigvis hurtigt tilbage, og hun undersøgte mig, og kunne konstatere, at jeg var klar til at føde. Da jeg ikke havde lyst til at føde i karret tog jeg en rask beslutning, svingede benene over den ellers meget høje kant på karret og nærmest løb ind på fødebriksen. Så kunne Ole og jordemoderen ellers se, om de kunne ramme mig med nogle håndklæder på vejen. Hvor kræfterne til denne manøvre kom fra aner jeg ikke, men jeg kunne vel mærke, at det var nødvendigt med en hurtig 'flytning'. I det samme jeg kom på briksen kom den næste ve. Ole blev befalet (af mig og med skinger stemme) at holde mit ben, SOSU-assistenten kom flyvende ind ad døren og kort efter var hovedet ude. I pausen inden næste ve kunne jordemoderen konstatere, at vandet ikke var gået endnu, og babyen var ved at blive født i 'sejrsskjorte'. Hinderne lå som en stram plastikpose om babyens hovedet, hvilket gjorde Ole en anelse nervøs for babyens velbefindende. Men jordemoder og SOSU-assistent tog det helt roligt. Med næste ve - kl. 23.27 - kom babyen ud, hinden blev brudt og vandet skyllede ud over gulvet. Og jeg fik den mest fantastiske, lille, varme, bløde dreng op på brystet. Det var lige sådan jeg havde håbet og ønsket det ville være. Et ubeskriveligt og uforglemmeligt øjeblik efter en fødsels, som jeg har svært ved at forestille mig, kunne forløbe meget bedre.

Det magiske første møde

De efterfølgende timer var også ret magiske. Der var en helt rolig stemning på fødeafdelingen, og vi fik god tid til at snuse, kigge og kysse vores lille nye søn. Vi fik lidt at spise, og han fandt også brystet efter lidt tids søgen, utålmodig babygråd og beroligelse med "Jeg ved en lærkerede", som han tydeligvis kunne kende fra Frida og Alberts godnatsang. Efter nogle timer kom jordemoderen tilbage for at måle og veje den lille gut. Vi var begge overbeviste om, at han var det mindste af vores børn, men vægten viste, at han kom ind på en midterplads med 4180 g og 54 cm.

Da der var god plads på fødegangen fik vi at vide, at vi godt måtte blive og sove et par timer. Men selvom jeg ikke var helt i hopla, ville vi begge to gerne hjem i vores egen seng. Så ved tre-tiden begav vi os ud i snevejret. Vel hjemme lagde vi vores lille dreng mellem os, snusede lidt mere til ham inden vi alle fire fik fire timers god søvn