mandag den 1. februar 2016

Aksels ankomst til verden

Albert er i børnehave, Frida og Ole er i biografen og Aksel tager sig en lur. Jeg har smurt mig en bolle, brygget en kop kaffe og sat mig i mit yndlingshjørne i stuen for at skrive dette indlæg. Jeg har meget på hjertet i disse dage. Jeg befinder mig i en vaske ægte lykkelig babybobble, og jeg går og brygger på et indlæg, hvor jeg vil forsøge at sætte ord på nogle af alle disse følelser. Det var egentlig dette indlæg, jeg satte mig ned for at skrive nu, men jeg kan mærke, at jeg først bliver nødt til at beskrive min oplevelse af fødslen. Så her kommer min tredje fødselsberetning. De to første beretninger er skrevet, men aldrig delt. Måske jeg deler dem med jer ved en anden lejlighed.

I dag er det 10 dage siden min fødsels endelig gik i gang. Natten til fredag havde jeg været vågen fra 2-6 med småveer. Af erfaring fra Alberts fødsels vidste jeg, at der sagtens kunne gå lang tid fra denne type veer til den aktive fødsel, så jeg lod Ole sove, stod op og spiste en portion havregrød og forsøgte ellers bare at hvile så godt jeg kunne. Ved 6-tiden gik veerne i sig selv igen, og jeg faldt i søvn. Senere på morgenen ringede jeg til min jordemoder med hvem jeg aftalte, at vi lige skulle se tide an indtil middagstid. Og hvis der ikke var kommet gang i veerne igen, skulle jeg ind til tjek og evt. igangsættelse om eftermiddagen. Børnene blev sendt i børnehave med aftale om, at de skulle hentes af mormor, og Ole blev sendt på arbejde. Derefter hoppede jeg tilbage i seng og fik nogle timers søvn. Op ad formiddagen gik jeg en tur med min veninde i det smukkeste, klare frostvejr i håb om, at det kunne sætte lidt skub i tingene - men uden held. Så ved 14-tiden kom Ole hjem og hentede mig og tog mig med på Skejby. Her kunne jordemoderen konstatere, at babyen stadig trivedes inde i maven, og at jeg var 2 cm åben. Derfor besluttede vi at få lavet hindeløsning, samt give mig et par piller og akupunkturnåle for at sætte gang i veerne igen. Jeg kunne også have fået taget vandet på dette tidspunkt, men hermed ville risikoen for, at jeg ville ende med at få ve-drop være større, og det ville jeg meget gerne undgå.

Allerede på vejen hjem fra Skejby gik veerne igang igen. Så hjemme igen spiste jeg en sandwich og hoppede derefter ind i seng for at hvile mellem veerne, der stadig var udholdelige, men langsomt steg i styrke, længde og interval. Hen mod aften tog jeg et langt brusebad for at lindre smerterne, og herefter ringede jeg igen til jordemoderen. Jeg var begyndt at blive lidt usikker og kunne ikke rigtig finde ro. Vesmerterne var stadig til at holde ud, men jeg var nervøs for, at det pludselig ville gå hurtigt. Samtidig ville jeg bare virkelig nødig køre på Skejby for bare at blive sendt hjem igen. Jordemoderen syntes heldigvis, det lød som om, det var tid til at komme på Skejby, og vi aftalte at mødes derude kl. 20.45. Jeg har været i 'kendt jordemoderordning', så det var en af mine konsultationsjordemødre som modtog os, da vi kom derud. Vi kom direkte ind på en fødestue, hvor hun kunne konstatere, at jeg var 5 cm åben og at babyens hoved stod rigtigt nede i bækkenet. Begge beskeder, som jeg blev glad og lettet over at høre. Skæv hovedstilling var noget af det, som jeg havde gået og frygtet lidt frem mod fødslen. Og beskeden om, at jeg var 5 cm åben betød, at vi kunne få lov til at blive. Dermed kunne jeg finde ro til at arbejde med veerne.

I løbet af aftenen tog veerne til i styrke. Og da jeg havde haft en håndfuld veer med god styrke, sagde jeg ja til at komme i badekar. Og hvilken fryd det var at synke sig ned i det varme vand. Det var fantastisk at føle sig vægtløs i vandet, og i første omgang virkede det rigtig godt på mine veer. Efter kort tid, tog veerne dog til i styrke og netop som jordemoderen havde forladt stuen for at give en besked til en kollega, fik jeg en let pressetrang på veerne. Jordemoderen var heldigvis hurtigt tilbage, og hun undersøgte mig, og kunne konstatere, at jeg var klar til at føde. Da jeg ikke havde lyst til at føde i karret tog jeg en rask beslutning, svingede benene over den ellers meget høje kant på karret og nærmest løb ind på fødebriksen. Så kunne Ole og jordemoderen ellers se, om de kunne ramme mig med nogle håndklæder på vejen. Hvor kræfterne til denne manøvre kom fra aner jeg ikke, men jeg kunne vel mærke, at det var nødvendigt med en hurtig 'flytning'. I det samme jeg kom på briksen kom den næste ve. Ole blev befalet (af mig og med skinger stemme) at holde mit ben, SOSU-assistenten kom flyvende ind ad døren og kort efter var hovedet ude. I pausen inden næste ve kunne jordemoderen konstatere, at vandet ikke var gået endnu, og babyen var ved at blive født i 'sejrsskjorte'. Hinderne lå som en stram plastikpose om babyens hovedet, hvilket gjorde Ole en anelse nervøs for babyens velbefindende. Men jordemoder og SOSU-assistent tog det helt roligt. Med næste ve - kl. 23.27 - kom babyen ud, hinden blev brudt og vandet skyllede ud over gulvet. Og jeg fik den mest fantastiske, lille, varme, bløde dreng op på brystet. Det var lige sådan jeg havde håbet og ønsket det ville være. Et ubeskriveligt og uforglemmeligt øjeblik efter en fødsels, som jeg har svært ved at forestille mig, kunne forløbe meget bedre.

Det magiske første møde

De efterfølgende timer var også ret magiske. Der var en helt rolig stemning på fødeafdelingen, og vi fik god tid til at snuse, kigge og kysse vores lille nye søn. Vi fik lidt at spise, og han fandt også brystet efter lidt tids søgen, utålmodig babygråd og beroligelse med "Jeg ved en lærkerede", som han tydeligvis kunne kende fra Frida og Alberts godnatsang. Efter nogle timer kom jordemoderen tilbage for at måle og veje den lille gut. Vi var begge overbeviste om, at han var det mindste af vores børn, men vægten viste, at han kom ind på en midterplads med 4180 g og 54 cm.

Da der var god plads på fødegangen fik vi at vide, at vi godt måtte blive og sove et par timer. Men selvom jeg ikke var helt i hopla, ville vi begge to gerne hjem i vores egen seng. Så ved tre-tiden begav vi os ud i snevejret. Vel hjemme lagde vi vores lille dreng mellem os, snusede lidt mere til ham inden vi alle fire fik fire timers god søvn

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar