onsdag den 16. marts 2016

Det skal råbes højt...

Fyrsten og Fruen proklamerede forleden at lykke skal råbes højt. Og jeg kunne ikke være mere enig. Så jeg har tænkt mig at råbe i kor...eller kanon er det nok nærmere.

Ud over at jeg går rundt og er sådan gennem lykkelig for tiden (jeg har jo 4 gode grunde og en masse andre ting at være lykkelig over), så har dagen i dag været noget nær en perfekt barselsdag.

Den startede lidt tidligt fordi Frida og Albert kommer flyvende for at kysse og trøste så snart Aksel siger en lyd. Hvilket nok i virkeligheden vækker lidt mere end det trøster. Men det er sødt ...og Aksel faldt i søvn igen, mens jeg kom op og fik noget ud af dagen.

Solen har skinnet fra en skyfri himmel, temperaturen har været ganske behagelig, fuglene har kvidret og det har duftet af forår. Og nøj hvor gør sådan et dejligt forårsvejr noget for humøret...og energiniveauet. En herlig lykkefølelse og taknemmelighed har boblet i mig hele dagen.

Mellem amninger og hyggestunde med lille, glade Aksel, fik jeg bagt rugbrød, ryddet op i huset og støvsuget, så jeg hurtigst muligt kunne komme ud i solen med samvittigheden i orden. Og mens Aksel sov i sin barnevogn, spiste jeg frokost på terrassen, pillede to sløjfede kaninløbegårde ned og ordnede jordbærbedene. Ih hvor var det skønt endelig at komme i gang med havearbejdet igen.

Da Ole og de to store kom hjem, nåede de lige en god times leg og snak hos naboerne inden sæsonafslutning til volleyfræs. Jeg elsker den måde der opstår spontane hyggestunder med naboerne, så snart det gode vejr lokker os ud af vores vinterhi.

Og nu sidder jeg her med søde Aksel i mine arme. Han er desværre lidt plaget af 'elevatorgylp' her om aftenen. Kort efter vi lægger ham, vækkes han af noget der lyder som sure opstød. Han klager ikke over det, men forstyrres i søvnen og sover bedst i vores arme. Det er synd for den lille gut, og jeg håber han snart vokser fra det igen. Men jeg forsøger at undgå at stresse over at skulle bruge aftenerne i soveværelset. I stedet snuser, nusser og kysser jeg lige lidt ekstra.

Små glimt fra en dejlig dag

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar