onsdag den 2. marts 2016

I marts glæder jeg mig til...

I går blev foråret skudt i gang med kulde, blæst og endda også sne! Men dét skal ikke afholde mig fra alverdens dejlige forårsdrømme. Så her kommer min: I marts vil jeg gerne:

  • Bestille og købe frø til køkkenhaven. Nogle af de specielle sorter regner jeg med at købe på www.fuglebjerggaard.dk. Mens jeg tidligere har haft et godt udbytte fra de billige frø i netto, så her har jeg tænkt mig at købe frø til de almindelige afgrøder.
  • Sætte jordbærplanter i en række af fundablokke. En ny idé, der forhåbentlig skal lette plukningen og give renere bær.
  • Klippe stauder ned. En forvandling af haven, som jeg næsten ikke kan vente med. Det kribler i mine fingre for at komme igang.
  • Holde påskeferie i sommerhuset med hygge, afslapning, ild i pejsen, god mad, gåture, æggejagt, kreadut, boglæsning, strikketøj og meget mere i den dur.
  • Starte i mødregruppe. Jeg glæder mig til mange gode timers hygge, snak og indtag af kaffe og boller.
  • Sætte gang i og fastholde Fridas ugentlige maddag. Frida er ganske småt spisende, især til aftensmad. Egentlig tror jeg ikke at hun er kræsen. Som helt lille spiste hun alt. Men hun er ret uinteresseret i mad, og når vi presser lidt på for at få hende til at smage ting, så ligner hun en anorektisk teenager. Og det kan jeg ganske enkelt ikke holde ud at se på. Vi tager egentlig hendes sparsomme madinddag med sindsro. Der står altid gnavegrønt og frugt på bordet til aftensmaden, og det spiser begge børn flittigt. Og der er ikke noget efterfølgende cirkus med mad inden sengetid el.l. Hvis man ikke får nok at spise til aftensmaden, så er der morgenmad lige efter man har sovet! Nogle dage spiser hun livligt af retter, som hun 'ikke kan lide' næste gang de bliver serveret. Så mit håb er, at en ugentlig maddag, hvor hun får lov at bestemme menuen, og skal være med til både tilberedning, opvask osv. vil give hende lyst til at smage flere forskellige retter og måske øge hendes nysgerrighed og interesse for aftensmaden generelt. Albert har det egentlig på helt samme måde som Frida. Han er dog i forvejen mere interesseret i at være med i køkkenet. Og jeg synes han er lidt for lille til at få en fast og mere forpligtede maddag. 

Fridas første maddag - med risengrød på menuen.
 Hun har fået at vide, at man ikke kan vælge risengrød og pandekager hver gang ;-)
Sådan ser knækbrød ud, når Albert har skåret dem :-)
  • Lave gækkebreve med ungerne. Der ligger allerede en lille bunke klar til at blive forsynet med vintergækker og sendt afsted. Men jeg ved de har planer om flere.
  • Øve mig i at bage brød og rugbrød med surdej. Jeg har en ny surdej stående på køkkenbordet. Om et par dage er den klar til at blive eksperimenteret med.

    Nogle af mine til dato bedste boller. Lavet af en evighedsdej.
  • Starte til efterfødselsgymnastik og babysalmesang.
  • Hente Frida og Albert tidligt en gang om ugen. Når Ole henter, bliver de i forvejen hentet forholdsvis tidligt. De fleste dage kl. ca. 15 - fredag lidt før. Når jeg henter foregår det med barnevogn og på cykel/løbecykel, og vi er egentlig ikke hjemme meget før Ole. Men begge børn trænger til at få trænet hhv. cykel og løbecykel, og jeg synes, at hentningen er en god og hyggelig anledning til dette.
Frida kæmper på cyklen op ad bakken. Aksel i barnevognen.
Albert i hånden med løbecyklen placeret under barnevognen.
For en uge siden lavede jeg min første "I xxx vil jeg gerne...". Der var jo kun en uge tilbage af februar, alligevel synes jeg, at jeg har nået meget af det, jeg havde på listen. Herunder vil jeg lige gøre status:


  • Spise brunch i byen med min gode barndomsveninde. Tjek! Og det var virkelig hyggeligt.
  • Tilmelde mig efterfødselstræning. Tjek! Det skal dog siges, at jeg er kommet på venteliste til holdet, men jeg regner med at få en plads allerede fra næste uge.
  • Finde et nyt strikkeprojekt. Tjek! Jeg har for første gang været ude og købe opskrift og passende (dyrt!) garn. Jeg er gået i gang med en fin nederdel til Frida. Motivationen er i top, men det går dog liiidt langsomt. For Aksel er lidt urolig om aftenen - træt, men svær at få til at sove - så ofte går og sidder jeg med ham i mine arme hele aftenen. Men alt er jo en fase (!), og jeg tror han er på vej ud af denne!
Mit nye strikkeprojekt.
  • Blive færdig med at sortere aaalt vores børnetøj. Nope! Jeg har arbejdet hårdt på sagen. Rigtig meget tøj har været ude på gulvet, er blevet størrelsessorteret, lagt sammen og puttet i kasser/poser. Men jeg mangler stadig to sække og fire store plastkasser. Pyh, hvor har vi meget børnetøj! Alt drengetøjet bliver lagt i kasser og sat på loftet til Aksel. Mens alt pigetøjet puttes i sække og gives til min barndomsveninde, der venter sit første barn til sommer. 
Billedet er sløret, men det viser vist situationen meget godt:
Mig, der sidder og hygger med Aksel, mens tøjbunkerne flyder i baggrunden.
  • Øve mig i at gå tidligt i seng - og læse i min bog. Det går ikke så godt. I hvert fald ikke det sidste, for når jeg kommer i seng, er jeg for træt til at læse. Men mon ikke det bare er sådan, når man har en lille, der spiser om natten!?
  • Have medietid (instagram, mail, blogs osv.) to gange om dagen. Det går nogenlunde. Jeg er ikke så godt til at holde mig til to gange om dagen. Ofte kommer jeg lige til at tage et hurtigt tjek, når jeg ammer. Men min tid men skærmet er skåret vældig meget ned. Og jeg lægger telefonen helt fra mig, når Frida og Albert er hjemme. Bortset lige fra, når jeg skal tage billeder af dem og deres dejlige stunder med lillebror o.l. Jeg har (endnu engang) skåret i de blogs jeg følger og jeg læser nu kun med hos de få, jeg synes virkelig giver mig noget at følge.
  • Snuse til Aksel og kysse hans små kinder igen og igen. Tjek! Aksel er simpelthen så kysseværdi, at jeg slet ikke kan lade være. Og så har han virkelig fået gang i smil og pludren...så jeg flere gange om dagen tager mig selv i at have tårer i øjnene af begejstring.
Se, det er denne er lille lækre gut, der er så svær ikke at kysse :-)
  • Tilbyde Frida og Albert et alternativ til tv og Ipad hver eftermiddag. Det har kostet lidt kampe - især med Albert - at få skåret i ipad tiden. Albert er netop begyndt at 'hænge lidt' i ipad'en, hvor han for kort tid siden kun så kort tid af gangen, hvorefter han begyndte at lege el.l. Frida har altid været vild med ipad og tv, men hun kan selv mærke - og give udtryk for - at hun synes det er dejligt, når vi hjælper hende til at lave noget andet i stedet. I weekenden hjalp hun fx troligt Ole med at læsse jord på trillebøren og køre det op i traileren og på lossepladsen. Jeg tror desværre ikke opfordring og tilbud om alternativer gør det helt for Albert. Derfor vil jeg i eftermiddag prøve med et stopur som signal til, at ipad-tiden er slut, og der skal findes alternativer.
  • Lave en jordvold med rør i kaninens løbegård. Tjek! Aksel lærte i weekenden at tage gode lange lure i barnevognen. Og det gav mig til til mit lille projekt. Det var SKØNT at knokle lidt i haven igen. Og jeg glææder mig til meget mere havearbejde i den kommende tid.
Aksel tager sin første lange lur i barnevognen :-)
Kaninvold med tunnel lavet af fundablokke. Forhåbentligt vil græsset vokse
til, selvom den lille fyr sikkert vil gøre sit til at holde det nede.
Nu må jeg hellere komme videre med tøjsorteringen så længe Aksel sover...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar