mandag den 4. april 2016

Stop lige tiden, tak!

Aksel rundede 10 uger i fredags...10 skønne uger. Han er sådan en dejlig, mild, tålmodig og glad dreng. Han er højt elsket af sine søskende og overdynges af mere eller mindre blide kys, kram og klap. Dvs. særligt Albert har en vældig hård måde at udtrykke sin kærlighed på, men Aksel tager imod uden at blinke med øjnene, og returnerer ofte med et smil. 

Hvis jeg på et tidspunkt har tvivlet på, om det var det rigtige, at få en 3'er, så er tvivlen nu helt forsvundet. For selvom Aksels ankomst til verden betyder mindre søvn (selvom han sover bedre, end jeg turde drømme om), mere tøjvask, en hånd (og et øje) for lidt ift. sine søskende osv., så elsker jeg livet med tre børn. Og jeg elsker at holde barsel med Aksel...og med ekstra tid og overskud til hans søskende, huset, haven, madlavning, kaffeslabberas m.m. Så stop lige tiden, tak! -Eller lad i det mindste lykken fortsætte!

Aksel uge for uge fra uge 1-10 (uge 8 mangler).

I april glæder jeg mig til...

 Hvor blev marts måned lige af? Den er virkelig fløjet afsted, men det er nok bare fordi den har været fyldt med dejlige mennesker og oplevelser. Nu skriver vi allerede 4. april i kalenderen. Foråret er i fuld gang, og jeg er overbevist om, at den kommende forårsmåned også vil blive fyldt med masser af dejlige ting. Jeg glæder mig blandt andet til at...:

  • Drikke min aftenkaffe - hvis ikke jeg ammede ville jeg skrive en kold øl - i dagens sidste stråler på terrassen.
  • ...hvis jeg altså kan sidde stille, for jeg glæder mig også vildt meget til aftenarbejde i haven. Det er ren zen for mig at mosle med jord og planter efter børnene er puttet. Jeg elsker den ro der er i haven om aftenen, jeg elsker fuglesangen og den helt særlige duft, når duggen falder.
  • Klargøre køkkenhaven, så alverdens lækre grøntsager og se de første små spirer titte frem.
  • Ordne krukker og feje terrasse og indkørsel.
  • Følge Oles arbejde med drivhuset.
  • Fejre Aksels barnedåb. Om to uger skal den lille mand have sit navn. Efterfølgende skal han fejres af hele familien på Gl. Løgten Strandkro. Efter middagen vil vi nyde den smukke natur omkring kroen og drikke kaffe og spise eftermiddagskage i det fri...hvis vejret tillader det.
  • Nyde Bededagene i sommerhuset.
  • Give Frida og Albert hver deres fridag på DOKK1.
  • Nyde hyggelige formiddage i mødregruppe og til salmesang.
  • Give børnenes legeværelse en ordentlig omgang. Okay, det er måske ikke noget jeg ligefrem glæder mig til at gøre. Men jeg glæder mig til det er gjort!
Sikke nogle dejlige planer (sjovt nok, når jeg selv laver dem), og jeg glæder mig allerede.

Jeg havde jo også masser af gode planer for marts måned og til min store glæde nåede jeg faktisk de fleste af dem. Herunder små glimt fra en dejlig måned efterfulgt af en status på mine planer for måneden:


1: To stolte storesøskende med deres mindste søskende. Et dejligt vennepar har fået børn næsten samtidig med os. De mindste er født med kun tre dages mellemrum. 2: Hele familien brugte en solbeskinnet formiddag med raslebøtten for Folkekirkens Nødhjælp. 2: Kransebinderi i sommerhuset. 4: Mit elskede trekløver. 5: Min mormor på 90 år er desværre ved at miste hukommelsen. Men det var Aksel heldigvis ligeglad med og hans sendte hende de dejligste smil. 6: Påskeæggejagt. 7: Brødre. 8: Småkagebagning på en af Frida og Alberts fridage. 9: Træning på rullesjøjter.

1: helt spæde anemoner. 2: Lidt forår i indkørslen. 3: Fridas påskekrans. 4: En stille stund på terrassen i sommerhuset - kaffe og strikketøj. 5: Solnedgang over Limfjorden - med Aksel i barnevognen. 6: Planlægning af årets køkkenhave. 7: Fridas påskegren med hjemmelavet påskepynt. 8: Rainbow på AROS. 9: Spæde gæslinger.
  • Bestille og købe frø til køkkenhaven. Tjek! Jeg har i den grad fået handlet frø til køkkenhaven. Jeg fik forvildet mig ind på fuglebjerggårds hjemmeside - særligt for at købe nogle kæmpeærter. Men der var simpelthen SÅ mange lækre ting, og jeg kunne ganske enkelt ikke styre mig, så jeg kom til at købe frø for en mindre formue. Nu bliver udfordringen så at få plads til alle e spændende sager i min alt for lille køkkenhave.
  • Sætte jordbærplanter i en række af fundablokke. Tjek. Og ih, hvor jeg glæder mig til jordbærsæsonen. Og det gør Albert i den grad også;-)
  • Klippe stauder ned. Selvom jeg har haft svært ved at vente med at komme i gang med denne forvandling i haven, så har tiden desværre ikke helt været der til det. Jeg kan godt komme til at blive irriteret, når jeg ikke når de ting, jeg gerne vil. Men jeg øver mig i at glæde mig over det jeg når. Og jeg har nået 3 ud af 4 bede. 
  • Holde påskeferie i sommerhuset Vi havde den dejligste og hyggelige påskeferie.
  • Starte i mødregruppe. Tjek! Og det lover godt!
  • Sætte gang i og fastholde Fridas ugentlige maddag. Tjek! Den unge dame er glad for sin nye pligt, og jeg elsker at dele tjensen sammen med hende.
  • Lave gækkebreve med ungerne. Tjek! Der blev produceret og sendt gækkebreve - og ikke mindst høstet påskeæg - til den helt store guldmedalje.
  • Øve mig i at bage brød og rugbrød med surdej. Jeg har haft rigtigt godt gang i min surdej. Jeg har haft held med både at lave nogle rigtig lækre rugbrød og masser af dejlige boller. Jeg har tidligere bagt rigtig mange nemme, koldhævede 'slaskeboller'. Surdejsbollerne er lidt mere besværlige at lave, men altså også virkelig lækre.
  • Starte til efterfødselsgymnastik og babysalmesang. Tjek! Træningen er god for både krop og sind...men desværre virkelig dyrt synes jeg. Salmesang er virkelig hyggeligt og en dejlig måde at være sammen med lille Aksel på.
  • Hente Frida og Albert tidligt en gang om ugen. Tjek. Og det er virkelig skønt at kunne give de to store nogle kortere dage og fridage indimellem. Men det har desværre ført til lidt uro. Albert blev pludselig meget ked af at blive afleveret i ugerne op til påske. Når han var i børnehaven, var der liv og glade dage. Men hver dag bad han om fridage, og Frida vil også rigtig gerne holde fridage. Men det stjæler naturligvis en del fokus fra Aksel, når jeg har de to store hjemme. Så vi må prøve om vi kan finde passende balance, så alle er glade og tilfredse...og får den opmærksomhed, som de fortjener.